Folket imod alt

Det er altid de farligste partier, der hævder, at de repræsenterer folket. Hele folket. Bare spørg Hitler. De er imod det meste. Eliten, eksperter, medierne og alle dem, der ikke er ‘almindelige’. Sådan er det også med Movimento, som anført af komikeren Beppe Grillo senest blev valgt ind i det italienske parlament med 25 procent af stemmerne. Det er denne nye folkebevægelse, som er hovedperson i “Al magt til folket?”, der mangler at stille det nysgerrige spørgsmål, som findes i titlen.

For Lise Birk Pedersen er ikke en instruktør, der selv stiller spørgsmål. Hun lader kameraet tale. Og de personer, der vil tale til det – også selv om de kunne trænge til at blive udfordret på deres vrøvl. Sådan var det også med Birk Pedersens “Putins kys”, der lod politiske venner og fjender tale til ende i Putins slags diktatur af et Rusland. Denne gang går rejsen til Italien, der måske nok har mere demokrati end Rusland, men på kaos-skalaen kan de sagtens være med.

Hvad skyldes det italienske kaos så? Svaret fra folket er Silvio. Han er magten, han må være skurken. Alt gik galt den dag, Berlusconi kom til, siger “Al magt til folket?”. Det er historieløst. Hørt om mafia-præsidenten Andreotti? I mangel på drama køber Lise Birk ind på den falske præmis om, at alt ændrede sig med Silvio i 90’erne. Hun gør ham til Italiens Putin. Hun gør situationen i dag til noget særligt, selv om historiebøgerne lige siden Marie Antoinettes tid er proppet med eksempler på de utilfredse udenfor, der vil udskifte dem, der sidder indenfor.

For Beppe Grillos Movimento er ikke et særligt fænomen. Trump, Brexit, Le Pen og Uffe Elbæk er alle symboler på bevægelser, der taler om forandring. De har ingen ideologi – ingen faste idéer. De ved kun, de vil noget andet. Noget nyt, der er anderledes, end sådan de gør det på Christiansborg eller i Washington. De vil lade ‘almindelige’ mennesker komme til orde. Det gør Grillo igennem sin blog, som han bestyrer som en anden Mussolini. Det er her, at “Al magt til folket?” er bedst. For bedst som jeg troede, at Movimento var fortællingens helte, så sætter Grillo en afstemning i gang på bloggen, som skal lede til eksklusion af de Movimento-medlemmer, der tillader sig at være uenige med ham. Det er lige så demokratisk som at spørge om, hvem der er verdens bedste sanger på Justin Biebers Facebook-side. Stemme-demokratiet udstilles som diktatur.

For folket vil ikke have demokrati eller diskussion. De vil have ret. Derfor er svaret hverken Silvio eller Grillo. Men hvad er det så? Lise Birk Pedersen har ingen bud, men lader i stedet kameraet følge den ene Movimento-diskussion efter den anden om, hvad det lige er, folket vil. Det er svært, når man kun er imod det, der er. Derimod er det ikke svært at nyde en gruppe italienere i en alt for meget diskussion med løse håndled, fingerspidserne samlet og himmelvendte øjne, der nærmest råber: du er idiot til modstanderne.