Tematikkerne sidder igen på førersædet i boomer-humor-segmentets yndlingsinstruktør Anders Thomas Jensens nyeste kulsorte komediefilm, hvor et ellers generelt woke emne bliver taget op: identitet.

Jeg oplever flere og flere yngre mennesker, der tager afstand fra Jensens filmuniverser. Kvinder er kun biroller, der bliver tæsket og nedgjort, 90’er-ironien minder om vores pinlige fædre, og hvis du er grim, tyk eller psykisk syg, så står du først i rækken til at få verbale øretæver – eller fysiske for den sags skyld. Men som et lyn fra en klar himmel er ‘Den Sidste Viking’ Jensens mest aktuelle og moderne fortælling til dato. En gennemgående og triviel debat: “Kan man bestemme, hvem man selv er?”, “Skal man acceptere alt, hvad folk identificerer sig som?” og “Kan man ændre den, man er født som?”. Eller er man den, andre siger, man er? Alt det bliver pakket ind i et univers, vi efterhånden kender så godt.

Anders Thomas Jensen er manden, der aldrig bliver voksen. En konstant drengerøv, der laver film med sine venner, som om det var en opgave i folkeskolen. Forskellen er bare, at Jensens klassekammerater er Danmarks dygtigste skuespillere, og han selv er en gudsbenådet manuskriptforfatter. Naturligvis er hans nye skud på stammen ingen undtagelse.

‘Den Sidste Viking’ handler om brødreparret Anker og Manfred, der er vokset op med en voldelig far, som ikke har givet dem de bedste kort på hånden. Da politiet ånder Anker i nakken efter et uheldigt bankrøveri, afleverer han pengene til Manfred, der skal grave dem ned i skoven ved barndomshjemmet. Det bliver dog en udfordring, da Manfred ikke er ved sine fulde fem og kæmper psykisk med at holde sammen på sig selv – for ikke at tale om Anker, der selv kæmper med sin vrede og voldsparathed. 15 år efter røveriet er Anker på fri fod, og nu skal han bare finde ud af, hvor Manfred har begravet pengene. Eller skulle jeg kalde ham John? For Manfred har skiftet identitet til John W. Lennon og mener, at han er guitarist i The Beatles og opvokset i Liverpool. Og det er jo ikke John, der har begravet pengene, men Manfred. Nu forsøger Anker ihærdigt at bryde igennem Johns psyke for at finde sine penge, samtidig med at han har en psykiater på slæb, der er mere interesseret i at gendanne The Beatles med skizofrener, samt de nye ejere af barndomshjemmet: en rødvinsdrikkende tøjdesigner og en boksende tidligere supermodel.

Onde tunger vil sige, at det er mere fra samme skuffe: en gruppe weirdoes, der laver deres eget kollektiv, slår hinanden til plukfisk og til sidst forsones i deres anderledeshed og bliver til en familie. Men for mig personligt kan jeg i en tid som denne godt have brug for en film som denne. En vare, hvor jeg ved, hvad jeg får. Jeg ved, skuespillerne er gode, og manden bag har taget opgaven seriøst. En film, der har noget på hjerte, med både alvor og humor. Ligesom det var rart i sommers at se James Gunns ‘Superman’ for at blive mindet om at kæmpe for det gode i verden – faktisk bare fordi det er det rigtige. Den endimensionelle flade karakter, der ikke har mørke i sig og kun er ren godhed, er særdeles tiltrængt i dag. Samme følelse havde jeg, da ‘Den Sidste Viking’ var slut: følelsen af, at jeg godt måtte grine med de anderledes, følelsen af selvironi, og at acceptere hinanden på trods af vores forskellighed. For mig er det ikke gammel vin på ny flaske, men en gammel god vin, jeg har været heldig at finde et eksemplar mere af bagerst i skabet.

Folk har kritiseret Anders Thomas Jensen for at lave sjov med hareskår, hjerneskadede og vold mod kvinder under påskekomsammen. Men for mig bliver det tydeligt her, at vi griner af beskuerens opfattelse og håndtering af de anderledes – og deres håndtering af deres traumer og lidelser. Det er ikke sjovt, at Manfred er skizofren. Det er sjovt, at det netop er John W. Lennon, han vælger. Det er ikke sjovt, at Lennart i ‘Retfærdighedens Ryttere’ er blevet misbrugt som barn, men det er sjovt, at han har fået en sygelig kærlighed til lader i processen. Det er ikke sjovt, at Sofie Gråbøl bliver slået halvbevidstløs i ‘Blinkende Lygter’, men det er sjovt, at det er, fordi Søren Pilmark ikke kan finde ud af at puste et æg. Det bliver slået fast, da vi i denne film forstår, hvorfor det netop er John W. Lennon, valget er faldet på. Det er en rørende og stærk scene i filmen, hvor den fyldte sal blev bumstille, og Thomas Jensens skrivetalent kom til live.

‘Den Sidste Viking’ finder klart sin plads imellem ‘Blinkende Lygter’ og ‘Mænd & Høns’. Det er ikke hans mest alvorlige film og ikke hans sjoveste, men den balancerer fint imellem, hvornår der skal grines, og hvornår der skal knibes en tåre. Det hjælper også, at universet denne gang er en tand mindre end i ‘Retfærdighedens Ryttere’. Vi er her mere lukket inde med en lille familie i en øde skov, og der er ikke så mange bifigurer som i førnævnte. Plus at udgangspunktet for plottet ikke er lige så sørgeligt og tungt.

Den nye udvidede familie hos Thomas Jensen er i sig selv grund nok til at se filmen. Det er cremen af danske skuespillere, der spytter Jensens komiske genistreger ud gang på gang, og det bliver aldrig kedeligt at høre på. Lars Brygmanns karakter Lothar er klart relateret til Lennart fra ‘Retfærdighedens Ryttere’. Mads Mikkelsen bruger lidt af de samme værktøjer som i ‘Mænd & Høns’, hvorimod Bodil Jørgensen og Nicolas Bro får lov til at spille på nye tangenter. Bodil er en afdanket ghettodame, der mest sidder i sin sofa og ryger smøger – lidt á la hendes rolle i ‘Rytteriet’. Og Nicolas Bro har aldrig været så uhyggelig før som sin karakter Flinke Flemming, siden sin rolle i thrilleren ‘Mørke’ fra 2005. Men hovedrollen bliver stærkt taget af Nikolaj Lie Kaas, der med sit skarpe stoneface passer perfekt til den hårdtpumpede prøveløsladte Anker.

Man forstår godt, hvor frustrerende det må være for Anker at skulle finde sig i dårlige ABBA- og Beatles-covers og selvudnævnte celebrity-identiteter, når man bare gerne vil finde sine 20 millioner kroner – som freaken med smørhåret og vikingehjelmen er den eneste, der ved, hvor er men ik’ vil sige. Anker kæmper også med sin egen voldsparathed og fordomme overfor Manfred, ligemeget hvor store eller små karakterene er, så kæmper de med deres identitet. Men identitetsspillet er noget, vi alle spiller.

For at imødekomme andres identiteter må man nok først erkende sin egen identitet. Det er en smuk og moderne præmis, Jensen har med sig i filmen, og den efterlader spor i publikum, når man forlader salen. En smuk fortælling om, at det er okay at være anderledes – og at hvis vi bliver bange for det, kan vi dø af det.

Det er få kunstnere som Anders Thomas Jensen, der kan imponere så mange anmeldere og samtidig sælge mange billetter. Så lige meget om man hader den skæve, mørke 90’er-humor, må man tage hatten af for hans unikke talent til at få folk til at græde og grine på samme tid.

Jeg glæder mig til at se filmen igen og snakke med andre, der har set den, for der er rigeligt stof til eftertanke. Og så glæder man sig jo altid til at se Thomas Jensens næste projekter – derfor håber jeg, at han aldrig bliver voksen.