HIV-mænd springer ud i faldskærm

Hvad er sammenhængen imellem ekstremsport og seksuelt overførte sygdomme? Det burde jeg vide efter at have set dokumentaren “Alive!”, der fortæller historien om fem HIV-smittede mænd, som har tilmeldt sig et kursus i faldskærmsudspring. Problemet er bare, at det gør jeg ikke.

Det er overraskende kompliceret at hoppe ud af et fly. Du skal falde på en helt bestemt måde, tjekke dit altimeter, tage højde for vindforholdene, huske i hvilken rækkefølge faldskærmene skal udløses, konstant være bevidst om hvor du befinder dig i forhold til landingsbanen, alt i mens adrenalinen pumper rundt i din krop. Det hele virker uoverskueligt. Det synes de fem faldskærmsnybegyndere tilsyneladende også. Med let sammenknebne øjne og en rynket pande, forsøger de at følge med i de mange forskellige udtryk, højdetal og geografiske steder, der hurtigt og mekanisk bliver introduceret. Heldigvis er deres faldskærmsinstruktør tålmodig, inkluderende og ikke bange for at gentage. Hvis nogen ikke er 100 % klar, får de ikke lov til at springe. Der er styr på det hele og alt virker sikkert. Så sikkert, at det er kedeligt at følge med i.

Med et hvert faldskærmsudspring er der en stille trussel om død. Under et fly er der ikke noget sikkerhedsnet, der er ingen sikkerhedsline. Du får ikke en ekstra chance. Hvis du fejler, er det slut. Reelt er det dog få, der dør i faldskærmsulykker, og hele vejen igennem “Alive!” er man pinligt klar over dette. At man ikke frygter for hovedpersonernes i en film, er ikke per definition et minus, men “Alive!” bruger godt og vel halvdelen af sin spilletid på omhyggeligt at dokumentere den vigtige træning. Der bygges op til et ‘går det eller ej’-klimaks, der falder fuldstændigt til jorden.

Der veksles uelegant imellem seriøs forberedelse til faldskærmsudspring og pauser, hvor mændene sidder og åbent fortæller om dem selv og deres forhold til sygdommen. Alt forklares. Intet underspilles. Det hele lægges frem. På trods af at jeg sad og hørte nogle mænd fortælle om deres tanker om det hele og deres inderste følelsesliv, følte jeg aldrig, at jeg lærte dem at kende. Der er nemlig en distinkt forskel på det at registrere og det at opleve. Ja, jeg hørte dem tale om at have HIV, og de sagde, det er hårdt, men jeg så dem aldrig sluge 27 piller hver morgen, og jeg fik helt bestemt aldrig en forståelse for hvor fysisk ubehageligt, det må være at have en sygdom, der aktivt bekæmper ens immunforsvar. Alt, hvad jeg fik at se, var fem ret almindelige og tilsyneladende raske, homoseksuelle mænd, der havde lyst til at prøve at springe i faldskærm og som tilfældigvis også har HIV.

Faldskærmsudspringet skal fungerer som en metafor for at tage chancer og ikke at kigge sig tilbage. “Alive!” prøver at være en fortælling om nogle mennesker, der har set døden i øjnene og nu skal ud og leve livet fuldt ud. Den målsætning virker bare ikke, når mændenes største ønske for det meste er et stabilt parforhold og måske et hus. YOLO-attituden synes altså have været markant stærkere den gang, de havde uforpligtende og usikker sex med fremmede mænd, de mødte på natklubber.