Almost Perfect

Der findes film, som er private, og film, der er personlige. Naturligvis findes der film, der er ingen af delene, men private film er som regel præget af snæversynede fortællinger, som drives af ophavsmændenes egocentriske impulser. Produktionerne vil først og fremmest have folk til at åbne øjnene op for værkernes bagmænd frem for en egentlig fortælling. Personlige film belyser ligeledes dele af instruktørens eller manuskriptforfatterens eget liv, men er opsatte på at engagere seeren ved at fortælle en historie, vi andre også kan relatere os til. På den måde skabes et slags talerør mellem fortælleren og seeren, og filmoplevelsen gøres mere intim. Cameron Crowes “Almost Famous” er en meget personlig film og det foreløbige højdepunkt i instruktørens respektable karriere.

Filmen, der beretter om en fiktiv teenageskribent for Rolling Stone, William Miller, er baseret på Crowes egne oplevelser som ung journalist for verdens formentlig største musikmagasin. Ligesom William drog Crowe som naiv knægt i 70’erne rundt på turné med flere af tidens største bands, alt imens han stiftede bekendtskab med sine ikoniske helte, kvinder, stoffer og musikkens helt særlige, euforiserende magt. Modsat Crowe, der turnerede med ægte, legendariske bands som Lynyrd Skynyrd og Led Zeppelin, rejser William rundt med et fiktivt rockband: Stillwater, som plages af den slags destruktive, interne stridigheder, der i tidens løb har opløst mange grupper.

Hvis man kun måtte associere ét adjektiv til “Almost Famous”, ville det være oplagt at vælge oprigtig. Der er ikke én eneste replik i Crowes Oscar-belønnede manuskript, der klinger falsk, føles påtaget eller påklistret. Hver eneste karakter og hver eneste scene føles fuldstændig sandfærdig og livsnødvendig for fortællingen. Det er mildest talt forbløffende, hvordan en 40 minutter kortere version af filmen end den udgave, der følger med på denne Blu-ray, overhovedet kunne udgives i biograferne. Crowe kunne garanteret have gjort filmen yderligere 40 minutter længere og stadigvæk have fastholds publikums urokkelige koncentration. Naturligvis hjælper det også, at 70’er-scenografien er eminent, og at det Grammy-belønnede soundtrack er spækket med tryllebindende numre.

Sjovt nok kan de fleste af skuespillerne kun hævde at være næsten kendte, selvom deres præstationer i “Almost Famous” egentlig burde have skaffet dem enorme fanskarer. Den dengang 17-årige Patrick Fugit er en åbenbaring som William. Den stilfærdige ungkarl opnår øjeblikkeligt publikums sympati, og mange vil sandsynligvis hurtigt genkende sider af dem selv i William, der er i færd med at lægge ungdommens naive vrangforestillinger bag sig og træde ind i de voksnes rækker. Fremragende Frances McDormand er forbandet morsom som Williams overbeskyttende moder, der har intet tilovers for de musikere, William idoliserer. McDormands portræt af en kvinde, der er rædselsslagen for, at hendes søn fordærves af musikverdenens nederdrægtige pengemænd, er ofte forbavsende bevægende.

At Billy Crudup endnu ikke har fået sit gennembrud er også utroligt. I rollen som Stillwaters enigmatiske guitarist, Russell Hammond, er Crudup simpelthen sensationel. Når han høj og stiv taler med en gruppe fordrukne teenagere om alt, der er ægte og falsk i denne materialistiske verden, sluger man selv Hammonds metafysiske sniksnak råt. Jason Lees indsats som Stillwaters forfængelige forsanger, som er frustreret over Hammonds popularitet og tydeligvis smører tykt på med storladne fraser over for William, er også fremragende. Men sammenspillet mellem Fugit og en bedårende Kate Hudson, der hverken før eller siden har været bedre, udgør filmens primus motor.

Hudson spiller den populære groupie Penny Lane, som William hemmeligt forelsker sig i. Hun er personificeringen af den ukendte, uimodståelige kærlighed, som William ikke har kendt til i sit konservative hjem. Det er uendeligt forfriskende at overvære et så stærkt, platonisk forhold på film, der ikke afføder en lang stribe udpenslede sexscener. Crowe har bedre ting at tage sig til end at forfalde til kedsommelige genreklicheer. Han bevarer immervæk fokus på den nuancerede histories mangfoldige følelsesregister, på karaktererne og på musikken. Instruktøren er lige så kompromisløs som Stillwater, når de kører på fulde cylindere og trækker fulde huse, og Crowes hjertevarme, men aldrig pladdersentimentale hovedværk er en pragtfuld cadeau til journalistikken og musikken, der løfter seeren op på en lyserød sky af rendyrket glæde.

Video

Igennem størstedelen af filmen ser “Almost Famous” blændende ud i HD. Detaljerigdommen er gennemgående høj, og billedet er sjældent blødt. Visse eksteriørbilleder er forbløffende flotte og detaljerede, og farvegengivelsen yder heldigvis den farverige scenografi retfærdighed. Kun fåtallige gange vakler temperaturen en anelse, hvorved hudfarverne eksempelvis virker en anelse blege. Hverken smuds eller støj optræder, mens gryn og edge-enhancement ekstremt sjældent dukker op.

Audio

Discens engelske Dolby TrueHD 5.1-lydspor vågner virkelig op til dåd under filmens musikalske indslag, men under flere af de mere stilfærdige sekvenser savner man et lidt mere raffineret, stemningsmættet lydbillede. Men under koncerterne sparker mixet dog mere røv end størstedelen af markedets lydspor. Her kryber dejlige, underfundige lydeffekter op i baghøjtalerne, og LFE-kanalen leverer et fuldkomment tilstrækkeligt auditivt punch, der aldrig truer med at overdøve lydsidens andre elementer. Man føler sig vitterligt til stede i salene. Dialogen er krystalklar fra start til slut, og panoreringerne fungerer helt optimalt.

Ekstramateriale

Det er en skam, at en film som “Almost Famous”, der virkelig giver en lyst til at se Crowe og skuespillerne debattere filmens tilblivelse, ikke ledsages af en enorm portion ekstramateriale på Blu-ray. “Love Comes & Goes” (9 min.) viser flere af skuespillerne indøve visse scener. Featuretten er hverken interessant eller på nogen måde gensynsværdig. Desuden er der inkluderet et muntert, men alt, alt for kort interview med den virkelige musikjournalist Lester Bangs (2 min.), som Philip Seymour Hoffman fornemt portrætterer i filmen. En trailer til BD-udgivelsen af “Nærkontakt af tredje grad” medfølger også, og så kan man desuden bogmærke ens favoritscener.