Nu kommer nattens dæmon hjem.

I den første prequel boede Annabelle i en morderkult-hærget forstad i 1960’erne. Den næste prequel-prequel foregik på et kristent børnehjem ude på landet.

I denne sequel-prequel kommer Annabelle endelig hjem.

Med hjem menes selvfølgelig hos Ed og Lorraine Warren. ‘Conjuring’-universets svar på The Avengers. Selvfølgelig i montren i det sikrede rum hos parret, hvor vi allerførste gang mødte den dæmoniske dukke.

The Warrens må dog vente til “The Conjuring 3” med igen at være i centrum.

I stedet skal Mary Ellen passe Warren-datteren Judy i selskab med den uinviterede veninde Daniella. I hjemmets trygge rammer.

Trygt bliver det ikke, men hjemligt føles det skam.

Det er ikke mange måneder siden, “The Curse of La Llorona” skræmte “Conjuring”-fans. Og ligesom med den mexicanske grædekvinde, så skræmmer “Annabelle Comes Home” på samme måde. Hjemligt og genkendeligt.

Endnu, endnu, endnu engang er det de effektive hop i sædet, der venter ved indgangen til et nyt besøg i Conjuring-verse.

De bygger langsomt op. Venter. Så tror jeg, det kommer! Men venter lidt længere. Pludseligt. BØH!

De er effektive, når de gør det ordentligt. Stadigvæk.

Perfekt opsat med myten om Færgemanden, der kræver mønter.

Babysitter Mary Ellen bliver ledt mod bryggerset af klirrende mønter mod trægulvet. Indtil han står der! De kan altså bare det skidt.

Men modsat den mexicansk-inspirerede søsterfilm så tager den her flere chancer. På godt og ondt.

Den har nemlig humor. Nærmest uhørt i det ellers så seriøse Conjuring-verse.

For den enkeltstående scene med et pizzabud, der bryder uhyggen med sin dudeness og råd om kærlighed formidlet via rock’n’roll er ret sjov, men falder mærkeligt unaturligt ind i historien.

Værre er det med den lækre nabodreng, der fjoller akavet rundt og prøver at score barnepigen Mary Ellen. Meget hyggeligt med guitar og sang mod vinduet, men komplet ligegyldigt. Jeg griner, men tænker hvorfor?

Og så går den all in på dæmonerne. Ja, flertal.

For nu er der ikke kun tale om den sorte djævel, der har terroriseret i de to foregående Annabelle-hjem. Nu får han følgeskab af alle de andre onde i Warren-rummet for enden af gangen.

Der er den sikre, røvsyge kvinde i hvid kjole. Hun var med i både den første og den sidste. Gab. Har I intet nyt?

Jo da!

Først færgemanden. Så varulven ude i ‘selvfølgelig-er-den-der’-røgen om huset. Eller morder-spøgelse-samuraien. Det er spin-offs, jeg gerne ser!

Men samtidig med at vi får så mange fede nye gespenster, så går det desværre ud over tempoet i kernehistorien.

De skal jo alle præsenteres. På samme. Langsomme. Opbyggende. OG SKRÆMMENDE! måde.

Og så skal de jo ikke glemmes. Så de kommer. Lige. En gang. TIL! BØH!

Det bliver langtrukkent til sidst. Nu må de altså godt få bragt den dukke helt hjem.

Det er fedt, at Annabelle forsøger at teste nye ruter hjem, men måske burde hun faktisk bare have holdt sig til den sikre vej, som vi kender… BØH!