“Who the fuck is Tommy Shelby?” er på mange måder det spørgsmål, den nye film Peaky Blinders: The Immortal Man forsøger at besvare. Med Anden Verdenskrig i baggrunden og en ny generation af Peaky Blinders lurende i gaderne i Small Heath, Birmingham, introduceres både gamle og nye ansigter, der dog kun på halvhjertet vis formår at komme ud over scenekanten. 

Den længeventede film Peaky Blinders: The Immortal Man bringer Cillian Murphy tilbage i rollen som den berømte gangster og leder Tommy Shelby. De stilede sixpences, rygende cigaretter og ikke mindst brummie-accenten, som vi kender den fra de foregående sæsoner (2013-2022), er nu rykket til 1940’erne i skyggen af Anden Verdenskrig. Med det er der både sagt farvel til gamle kendinge og goddag til nye ansigter, og med seks succesfulde sæsoner i bagagen er forventningerne selvsagt høje til den nye film.

Tommy Shelby har isoleret sig på et afsidesliggende gods. Håret er grånet og den vanlige Blinders-uniform er skiftet ud med sorte turtlenecks og tunge regnjakker. Kun holdt med selskab af den loyale Johnny Dogs (Packy Lee) afviser han konsekvent besøgende og bruger tiden ved skrivemaskinens taster. Han er i krig med sig selv og hjemsøgt af fortiden, og selv ikke søsteren Ada Shelby (Sophie Rundle) kan tvinge ham ud af eksil.

Tommy Shelby har altid været en plaget karakter, men i The Immortal Man når pinslerne nye højder, når genfærdet af datteren Ruby og hendes røde tørklæde hjemsøger Tommys tilstedeværelse. Cillian Murphy forstår som altid at levere en toppræstation, hvor selv de mindste ansigtsudtryk eller blik viser en dybde kun få forundt. Gensynet med Tommy Shelby er derfor glædeligt, og filmen må i høj grad siges at være et klenodie til gangsteren, der gennem tiden har vist sig fra både sin bedste og sin værste side. Undervejs trækker han da også i sin vanlige uniform med slips, sixpence og guldur i vesten, og da han kommer ridende på en hest gennem byen og hilser på folket, er det lige før, at hårene på armene rejser sig.

Tommy fucking Shelby er tilbage.

Et af de nye ansigter, der introduceres, er Tommy Shelbys uægte sigøjnersøn Duke Shelby, der spilles af Barry Keoghan. Duke Shelby har overtaget en ny generation af banden og terroriserer gaderne i Small Heath, Birmingham med det kendte ”by order of the Peaky Blinders!”-råb. Han bliver opsøgt af filmens skurk, John Beckett (Tim Roth), der får ham med på et nazistisk komplot, der er med til at markere filmens historiske krigs-kontekst og leder frem til det endelige opgør med den måske udødelige Tommy Shelby.

Duke Shelby er en karakter, der som sådan kun er blevet hintet til i de foregående sæsoner, da Tommy efter sigende skulle have haft en kortvarig affære med sigøjneren Zelda (som vi da heller aldrig så). Med en aldersforskel på blot 16 år er et far-søn-forhold ikke det første, der kommer til mind, når Cillian Murphy og Barry Keoghan introduceres. Men det lykkedes alligevel at komme sikkert fra havn, og Barry Keoghan passer på mange måder perfekt ind i det rå og voldsomme Peaky Blinders univers. Særligt i én scene, der på lettere kejtet vis foregår i en mudret grisestald, kommer far-søn opgøret til udtryk, og sat overfor hinanden, viser de to karakterer, hvem og hvad de i virkeligheden er.

Noget lignende må siges om Rebecca Ferguson, der spiller den afdøde Zeldas tvillingesøster, Kaulo. Hun er dragende som den mystiske og clairvoyante sigøjner, der smyger sig ind på Tommy og tilføjer endnu et spirituelt og hjemsøgende element til filmen. Rebecca Ferguson viser alsidighed og nye facetter af sine evner som skuespiller. Der er dog et aber dabei. For langt hen ad vejen virker det som om, at de nye karakterer ikke helt får den tid og gennemslagskraft, de egentlig fortjener. Med både Kaulo og Duke Shelby bliver der kun lige ridset i lakken af deres potentiale, og Tim Roths skurke-karakter mangler en større introduktion og motivation for, hvorfor han er der og hvem han er – andet end at agere ”der er altid nogen, der vil dræbe Tommy Shelby”-skurk.

Det er som altid Stephen Night, der står bag manuskript, mens Tom Harper har instrueret filmen. Stilistisk er vi tilbage i det univers, vi kender: regnvåde gader, røgfyldte rum og disede marker. Der er ingen tvivl om, at det er en flot film, der trækker tråde til den klassiske krimifilm og ikke mindst film noir. Der finder et klassisk generationsopgør sted, og musikken er på bedste Red Right Hand-vis toneangivende og parafraserende for den dystre og intense stemning, der skildres. Det er dog som om, at gaderne er lige så hjemsøgte som Tommys sind, og den før så livlige by føles mere som en spøgelsesby i efterdønningerne på en forhenværende storhedstid. Nuvel, godt nok skriver den historiske tid Anden Verdenskrig, men der mangler den fremdrift, der får seeren til at føle, at der er noget på spil. Noget tyder på at identitetskrisen, der har ramt den originale rom baro (sigøjnerkongen) også har ramt selve filmen.

Udover enkelte stærke scener, der virkelig ér stærke, har The Immortal Man svært ved at finde sin puls, og man kan undervejs ikke helt lade være med at undre sig over, hvilket hul i Peaky Blinders-historien, den egentlig udfylder. Der er mange løse ender og tråde, der skal bindes sammen fra vi efterlod Shelby familien i 1930’erne i sjette sæson, til at vi møder dem nu i 1940’erne. Den prominente Peaky Blinders-bror, Arthur Shelby (Paul Anderson), brillierer ved sit fravær. Tilsyneladende ligger der triste personlige og juridiske grunde for Paul Anderson bag dén beslutning – desværre, for hans karakter mangler, om end fraværet tilføjer endnu en psykologisk byrde til Tommy Shelbys skuldre. Filmen forsøger at skabe suspense og binde de løse ender sammen løbende. Det er en god intention, der dog ikke helt lykkes, da det blot skaber mere forvirring om, hvad der egentlig er sket i mellemtiden. Det er da også først i filmens sidste 35 minutter at plottet fortættes, og den egentlige puls dukker op. Den er stærkt ledsaget af Stephen Grahams tilbagevendende karakter Hayden Stagg, en nøje planlagt mission og kulminationen på mange års traumer. Det er bare som om, at man ville ønske, den var dukket op før.

Peaky Blinders-universet føles i The Immortal Man på mange måder som et genfærd af sig selv, hvor gamle kendinge har efterladt Tommy Shelby i en ny æra og historisk lomme, hvor den oprindelige jargon er forsvundet. Men måske er det lige præcis den præmis, man skal købe ind på. Der er trods alt lovet to nye sequel serier, hvor handlingen finder sted i 1950’erne med en ny generation af Shelbys. Om de kan leve op til originalen, må tiden vise. Om ikke andet er der håb for, at indlevelsen og spilletiden får plads til at udfolde sig mere i et serielt format.

Alt i alt, er Peaky Blinders: The Immortal Man et velkomment gensyn med vores alles yndlings gypsy-gangster Tommy Shelby. Men selv med velspillende skuespillere, en stor historisk kontekst og stærke scener, er det som om, der kun lige bliver kradset i overfladen. Filmen når dårligt at finde sit momentum, før den er slut og savnet til den helt særlige Peaky Blinders ånd, der kendetegnede serien, står mere eller mindre uforløst tilbage.

Peaky Blinders: The Immortal Man har premiere den 20. marts på Netflix.