Tennislektioner, skønhedskirurgi, koreanske billionære, en hund ved navn Burberry og en mintgrøn Fiat 500 er blot nogle af de ting, der sætter rammen for ‘Beef’ sæson 2. Tilsat intriger, manipulation og lyssky komplots er tonen sat for en ny beef med humor og horror på bedste vis. 

Den nye sæson af Beef starter et noget mere idyllisk sted end den forrige, hvor det som bekendt var en deprimeret Danny Cho (Steven Yeun), der bakkede ind i en frustreret Amy Lau (Ali Wong), og indledte en beskidt biljagt og længere strid. I sæson 2 er det stadig den Emmy-vindende Lee Sung Jin, der står bag fortællingen og fører arven videre fra den succesfulde sæson 1, men setting og cast er skiftet ud og introducerer en ny beef.

På den velhavende golf- og tennisklub, Monte Vista Point, skinner solen altid, luksus er en selvfølge, og der skal nok være plads til, at de rige klienter kan squises ind på 9 huller lørdag morgen. I hvert fald hvis man er venner med manageren. Oscar Isaac spiller rollen som Joshua ”Josh” Martín, der er bestyrer af klubben, og som håber at kunne forlænge sin kontrakt efter at klubben har fået ny ejer, den billionære, koreanske Chairwoman Park (Youn Yuh-jung). Mens alt ser ud til at køre på skinner i klubben, er der skår i ægteskabet med hustruen Lindsay Crane-Martín (Carey Mulligan). Skår, der sætter gang i en kaskade af løgne, afpresning og intriger, da det unge, forlovede par Austin og Ashley (Charles Melton og Cailee Spaeny), bliver vidne til et dramatisk skænderi mellem ægteparret. Et skænderi, der indebærer spildt rødvin, hævede stemmer og et golfjern i hånden. Austin og Ashley fanger det på video, og det bliver hurtigt til det perfekte afpresningsmiddel. De er begge ansatte i klubben, og øjner en perfekt mulighed for at stige i graderne på Monte Vista Point, skaffe sig en sundhedsforsikring og en bedre økonomi.

Serien skal lige i gang, men så bliver man ellers også fanget. Om den langsomme start og overvindelse skyldes, at karaktererne skal finde deres retning og plottet sit mål, eller om det mest af alt skyldes en vis overfladiskhed, der særligt kommer til udtryk i Austin og Ashleys forelskede ”jeg elsker dig”-sagt-hvert-minut-forhold, er svært at sige. Men et par episoder inde begynder serien at binde trådene sammen og vise karakter.

Det er som om, at jo mere crazy handlingen bliver, jo mere menneskelig bliver karaktererne. Også selvom de som Josh, pludselig optræder i kæmpe 80’er pelsjakke og solbriller, vibin’ til et keyboard og tilsyneladende aldrig har haft det bedre. Den ånd, der kendetegner Beef-universet, er netop der, hvor det komiske møder det dybe, karaktererne bliver til mere end blot karikerede arketyper, og et godt grin forsvinder til fordel for en længere dialog. Og det må man sige, at Lee Sung Jin formår at skabe endnu engang.

Beef er på mange måder en skildring af parforholdet i alle sine farver og alle sine aldre. Der er det unge Gen Z-par, der stadig svæver på en lyserød sky og (endnu) ikke har mødt virkeligheden, sat overfor det semi-velhavende par, der sidder fast i både karriere og drømme for fremtiden. Begge par kæmper for at vinde Chairwoman Parks anerkendelse, der i øvrigt har sine egne ægteskabelige udfordringer med hendes mand nummer to, Doctor Kim (Song Kang-ho), der befinder sig i Korea, hvor han arbejder som skønhedskirurg. Kærlighed, som tema, bliver på mange måder sat under lup på en humoristisk og til tider horror-lignende vis. Oscar Isaac og Carey Mulligan spiller som altid godt, og viser deres mange facetter som skuespillere med intensitet og humor. De yngre skud på stammen, Charles Melton og Cailee Spaeny, lever på mange måder op til dem, og samspillet mellem dem er en vigtig del af seriens fremadskridende dynamik – for ikke at glemme Youn Yuh-jung og Song Kang-ho’s præstationer.

Det er svært ikke at lade tankerne glide hen på HBO-serien The White Lotus, og se Beef som Netflix’ svar på en sådan antologiserie. Et skiftende cast, en komisk undertone og ikke mindst en god portion Quentin Tarantino uforudsigelighed, og tonen er sat. I Beef bliver alle de impulstanker, man kunne have, nemlig til virkelighed på en både absurd og genial måde. Det er forfriskende at se en serie, hvor skaber og instruktør ikke er bange for at føre sine ideer til dørs, lade sine karakterer komme på vildspor og gå lige det skridt længere, end man ville forvente – og til tider kan klare at se (tænk blot på forrige sæson, hvor Danny Cho efterlod et meget ulækkert præg på Amy Laus toilet).

Der er dømt full-circle moment, da sidste afsnit løber over skærmen, men det er svært ikke at føle en vis gru og stille spørgsmålet – er det nu også godt? Der er ingen tvivl om, at den nye sæson tager evigtgyldige emner op, kærligheden og parforholdet, og lader det være både et spejl og en kommentar til et samfund præget af kapitalisme og systemer. De gode er de onde, og de onde er de gode i serien, hvor relationerne slår og parerer på kryds og tværs.

Beef sæson 2 lever uden tvivl op til sin forgænger og fanger den samme essens og komiske kerne, der var til stede i forrige, blot i nye beefs og nye ansigter. Der er derfor gode grunde til at læne sig tilbage og lade sig fange af det komiske og overvinde af det dybe. Man kan kun håbe på, at Beef-universet får lov til at fortsætte.