Berlin
Udgivet 10. jul 2008 | Af: Benway | Set i biografen
Efter fem urolige år havde Reed fået nok og startede på solokarrieren. Den første soloplade var lidt usikker, men han fulgte den op med den stilsikre “Transformer”, der bragte ham ind i mainstreammusikken og gjorde ham til international stjerne og selve definitionen på cool. Konceptpladen “Berlin” blev hans opfølger og med dens storslåede brug af orkestermusik og en sammenhængende historie, var det hans til dato mest kunstnerisk ambitiøse værk. Pladen blev imidlertid en kolossal kommerciel og personlig skuffelse. Publikummet og kritikerne, der begge havde forventet en mere lyttervenlig plade i stil med den forrige, var afvisende, og forargelsen over dens deprimerende og udleverende emner var ikke til at skjule. En planlagt liveopsætning af pladen blev droppet, og alt tydede på, at den ville blive gemt væk.
Schnabel, der senest stod bag den sublime “Dykkerklokken og sommerfuglen”, har klogelig valgt at holde fokusset ved musikken, og det er forfriskende for en gangs skyld at opleve en ægte uforfalsket koncertfilm, der ikke føler, den bliver nødt til konstant at afbryde musikken med diverse anekdoter for at undgå at kede sit publikum. Den løse fortælling om de to elskendes dødsdømte romance og særligt Carolines historie bliver delvis illustreret gennem billeder af Emmanuelle Seigner, der vækker minder om “Dykkerklokken og sommerfuglen”, og som sømløst glider ind i helheden.
Det er dog musikken, der står i centrum, og sjældent har man hørt et mere forrygende lydspor. I hænderne på en ualmindeligt velspillende samling musikere og et smukt lydende kor føles numrene så friske som nogensinde. Reeds distancerede stemme passer stadig til materialet som hånd i handske, men det er smittende at opleve den evigt surmulende kunstner udvise noget decideret spilleglæde. Efter de første mere iørefaldende sange svinder hen, bliver stemningen mere dyster, og numre som “Caroline Says II”, “The Bed” og “The Kids” er skiftevis foruroligende, bevægende og deciderede skræmmende at overvære. Det er også her, hvor Reeds evner som sangskriver bliver mest tydelige. Hans tekster gør ikke meget væsen af sig og former sig så neddæmpet, at man næsten ikke bemærker, hvor fremragende de egentlig er.
“Berlin” har altid lydt som soundtracket til en film, og med denne opsætning med en stærkt engageret Reed samt nogle særdeles kompetente medspillere, er dette en fantastisk oplevelse. Numrene begrænser sig dog ikke kun til “Berlin”-albummet, og efter endt spilletid, præsenteres vi for et sæt ekstranumre, der inkluderer “Sweet Jane”, “Rock Minuet” samt en udsædvanlig smuk version af det gamle Velvet-nummer “Candy says” sunget af Antony fra Antony and the Johnsons.
“Berlin” er et skoleeksempel på en koncertfilm, der bidrager til sangene, snarere end at forsøge at overdøve dem. For kendere af Lou Reeds musik er dette en oplevelse i særklasse, for endnu uindviede er det et særdeles godt sted at begynde. “Berlin” er ved mange lejligheder blevet kaldt det mest deprimerende album, der nogensinde er lavet. Den tidligere delte by er da heller ikke ligefrem det paradis, som de indledende strofer antyder, men ikke desto mindre lyder den fuldstændig himmelsk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet