Vanvittige genialiteter

”Jeg havde den mest vanvittige drøm i går,” fortæller Natalie Portman indledningsvist i “Black Swan”, men for publikum er galskaben først for alvor ved at begynde nu, som vi tager de første skridt ind i en dyster forskruet feberdrøm.

Filmen er instrueret af Darren Aronofsky, der bestemt ikke er i tvivl om, hvad han ønsker at opnå og direkte angriber tilskueren med dette fuldblods-melodrama, som badet i højspændt intensitet og seksuelle toner fortæller en brutal historie, der næsten kunne stamme fra et af Brødrene Grimms allerondeste eventyr. Hvis “The Wrestler” var Aronofskys hyldest til den forslåede mandlige stolthed, som forsatte trods modgang, så er denne om besættelsens mørke underside.

Filmen følger balletdanseren Nina, spillet (og ofte danset) af Natalie Portman. Hendes liv er helt og holdent tilegnet ballet, og da hun får chancen for at danse hovedrollen i “Svanesøen”, er det en livsdrøm, der går i opfyldelse. Balletmesteren er dog ikke helt overbevist om, hvorvidt hun magter begge sider af rollen. Nina er helt og holdent teknik og ingen følelse. Jo vist kan hun formidle den uskyldsrene hvide svane, men formår hun også at finde den seksualitet og farlighed, der skal til for at danse dens sorte modstykke? I kontakt med denne dimension er derimod den unge danserinde Lily, som er indbegrebet af alle de egenskaber, som Nina ikke har: Udisciplineret selvsikkerhed, opsøgende seksualitet og muligvis også en vis manipulationsevne. For Nina bliver hun både en rival og en kilde til fascination.

Hvis man har set den, er det næsten umuligt ikke at sammenligne enhver balletfilm med klassikeren “De røde sko”, som ligeledes handler om en danserinde, der må gennemgå frygtelige pinsler pga. sin kunst, men Aronofsky krydrer også historien med strejf af psykologisk gys i stil med Polanskis “Chok”. Vi følger en hovedperson, som essentielt aldrig har forladt barneværelset, knap nok har haft en kæreste og stadig bor hos den mor, hvormed hun har et særdeles usundt forhold. I stedet for at antyde hendes tegn på en skadet psyke mellem linjerne, vælger Aronofsky at bringe dem direkte op på lærredet, og til det formål finder han den perfekte kulisse i balletverden. Her er alting allerede malet med den store pensel i grotesk teatralsk overdrev, og danserne bagved påfører frivilligt sig selv lidelse og lemlæstelse i stræben efter den kunstneriske perfektion. Ninas sind bliver mere og mere skrøbeligt, mens hendes hallucinationer tager til i styrke, og det bliver tiltagende svært at afgøre, hvad der er virkeligt, og hvad der er illusion.

Skuespillet er hele vejen igennem fremragende. Vincent Cassel er ikke mindst god som den manipulerende balletmester, men der er dog ingen tvivl om, at filmen først og fremmest tilhører Natalie Portman, der er rent ud sagt blændende som den hårdtplagede danserinde. Hun har et af filmbranchens mest fotogene ansigter, og Aronofsky følger hende i ekstreme nærbilleder, der printer sig ind på nethinden. Både hun og filmskaberen fremstår frygtløse.