Sandheden er værdifuld. Hvad der er mere værd end sandheden, er den omsluttende historie. Hvor sandheden er kerne-informationen, er historien den logik, som forklarer, hvorfor ting forløber, som de gør – også når historien ikke nødvendigvis er sand.

Mordsagerne, som den aktuelle “Boston Strangler” er baseret på, stænkede Boston i 1960’erne, og siden dengang er historien om morderen blevet udbygget: Indlæg inkluderer en forhastet filmatisering i 1968, fortsatte tips og rygter om mulige mistænkte og forsøget på en afslutning af sagen 50 år senere. Alt sammen indhold, der har holdt mordmyten i live.

Nu er der så kommet tilføjet nyt indhold på myten om den ansigtsløse morder: Matt Ruskins “Boston Strangler” fortæller historien om Loretta McLaughlin (Keira Knightley) og Jean Cole (Carrie Coon): To drevne journalister, der ser sammenhængen mellem tilfældige kvindelige mord og formidler fortællingen om The Boston Strangler, længe før politiet overhovedet har rejst sig fra stolen. Et biografisk krimidrama, der i markedsføringen har fokuseret på kvindernes kamp for at blive set i et samfund, der ikke ved, hvordan de skal beskytte deres borgere.

Den første tanke, jeg fik ved synet af en ny biografisk film, var at filmen fortsætter 2010’ernes tendens til at filmatisere succesfortællinger fra fortiden: biopics om musikeres storhed og minoriteters markante bidrag til historien i en tid med undertrykkelse. “Boston Strangler” kan placeres i sidstnævnte del af tendensen, men kampen mod sexisme hos journalister og politifolk bliver hurtigt overskygget af en mere interessant fortælling: Hvordan en morder bliver til en myte.

I løbet af filmen stiger antallet af mord løbende, og efterforskningen går i stå. Hvad der i stedet bliver relevant for personerne omkring journalisterne, er at sælge historien om morderen og dets forfattere. Netop her anvender filmen et interessant greb ved at fortælle nuanceret om efterforskningen og mediedækningen. Så stor ros til filmen for et omfattende baggrundsarbejde, som yder mordene meget mere retfærdighed end 1968-udgaven, som kun så sagen fra FBI’s side. Filmen ligger op til en større refleksion over, hvad der er mest interessant: Historien om morderen eller morderen bag tremmer?

Hvad der holder plottet i fokus og under konstant fremdrift, er Loretta McLaughlin. Hendes iver efter at løse mordsagen fører os forbi intimiderende mistænkte, politisk korruption og trusselsbreve, så man kan mærke, hvad der står på spil. Eller gør man? Flere gange introduceres faren, som Loretta kan komme i kontakt med, ved at fortsætte efterforskningen. Loretta er nemlig gift med James McLaughlin (Morgan Spector) og har børn. Problemet er, at disse mennesker trues kun kort, og truslen ikke bliver taget op i den fortsatte fortælling. Titlen på filmen indrammer sigende, hvad handlingen fokuserer på – ingen tid til personlige svinkeærinder på trods af en spilletid på næsten to timer.

Det leder mig hen til min pointe om, hvordan filmen bruger sin hovedperson: som et værktøj til fremdrift. Handlingsforløbet fortsætter fremad, men man kommer ikke nærmere McLaughlin som person og lærer aldrig, hvad der driver hende mod livsfarlige trusler i håb om sandheden. Små dialogbidder iscenesætter hendes særlige position som journalist i en tid, hvor kvinder typisk fik job inden for sundhedsvæsenet. At hun er journalist står klart for mig, men hvem hun er som person, er fortsat et mysterium. Det er en skam, fordi Keira Knightley har en god fornemmelse for at spille den stille, men skarpe journalist.

Et sidste ting før jeg runder af: Fotograferingen i “Boston Strangler” er pæn og stilsikker. Et vigtigt element er hovedpersonerne, og de fylder altid billedet ud. Især Loretta indrammer det meste af billedet uden fokus på handlinger i baggrunden. Om disse tekniske beslutninger er valgt for at placere McLaughlin i en konstant position som journalist på egen hånd, er uvist. Hun er typisk centreret i billedet, hvilket klart sætter fokus på hende, men kameraarbejdet er for poleret til en film, hvor en morder uden ansigt kan være at finde bag næste gadehjørne. Frygten bliver desværre for distanceret og observeret frem for indlevende.