Brødre
Udgivet 31. jan 2016 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Det burde egentlig være enormt kedeligt. For findes der noget mere ligegyldigt end fremmede folks hjemmevideoer? Det skulle da lige være undergenren, der konstant har linsen rettet mod kameraoperatørens elskede afkom, hvis samtlige bevægelser bliver minutiøst dokumenteret med en entusiasme, som er umulig at matche, når man ikke selv er en del af blodlinjen. Men nej. Den norske dokumentar “Brødre” er alt andet end kedelig. Instruktør Aslaug Holm har i mere end otte år filmet sine drenge, Markus og Lukas. Hun har indfanget hverdagslige scener, der overskrider det private, og siger noget klogt om det at være menneske i tidens strøm. Det er på én gang udramatisk og overvældende rørende.
Når storebror Markus i “Brødre” bruger adskillige vægelsindede film-minutter på at beslutte, om håret skal farves sort, ligesom Billie Joe Armstrong fra Green Day, kunne man nemt have vredet sig i biografsædet af utålmodighed. Men Aslaug Holm fortæller, så en tur til frisøren bliver til en uforglemmelig scene om at frigøre sig fra mor og far og blive sit eget selv. På overfladen er det helt uden dramatik. Far bliver ikke sur, selv om farvet hår og øreringe ikke lige er hans stil. Han trækker på skuldrene, smiler, og livet går videre. Der sker ingenting. Men for Markus er det begyndelsen på et nyt kapitel i tilværelsen.
“Brødre” trækker naturligvis sammenligninger med Richard Linklaters 12-års-projekt, “Boyhood”, om drengen Masons opvækst. Der er da også flere pudsige sammenfald. Bl.a. ligner billedet af Lukas og Markus, der ligger i det høje græs og kigger mod himlen, en direkte reference til billedet af Mason fra “Boyhood”-plakaten. Men Holms optagelser går flere år forud for premieren på Linklaters film. Det er altså ganske tilfældigt. I øvrigt er Holms billeder af livet i familiens hjem i Oslo, nær flod og vildtvoksende græsenge, i en klasse for sig. Smukt iscenesatte billeder af drengene i deres båd på floden går igen og underbygger den bittersøde melankoli, der løber gennem det dybt bevægende familieportræt.
“Brødre” er en af den slags film, hvor handlingen er umulig at referere. For der sker jo ingenting. Børn går i skole, laver lektier, spiller fodbold, bliver uvenner, bliver venner igen, bliver ældre. Og det var det. Men samtidig er der så uendeligt meget mere i Aslaug Holms hjemmevideoer. En fornemmelse af barndom, ungdom, livets gang. Og en håndgribelig påmindelse om, at tiden flyver så pokkers stærkt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet