Broken City
Udgivet 8. maj 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
I tidens løb er der blevet lavet mange en politisk thriller. Og hovedparten af dem er faktisk hæderlige film, der vedligeholder et godt flow og rummer flere interessante spændingsmomenter. Men kun få af dem er lige så dristige som Allen Hughes nyeste politiske thriller, “Broken City”, som er en mere fandenivoldsk film end genrens gennemsnitlige værk.
Ligesom så mange andre instruktører vil Allen Hughes gerne udstille de barske sandheder i amerikansk politik, og hans politiske dagsorden er tydelig, når han viser, at så længe man har charme, behøver man ikke vandtætte politiske argumenter. Det er selvsagt en pointe, som er blevet formuleret i mange andre film, og som vil blive gengivet i mange fremtidige film. Det, der særligt får Hughes’ film til at skille sig ud, er dens prisværdige sans for retfærdighed, dens bemærkelsesværdige plausibilitet og dens villighed til at tænke i andre baner end de fleste politiske thrillere.
For som “Broken City” skrider frem, bliver den langsomt mere interessant både stilistisk og indholdsmæssigt. På det kunstneriske plan får den flere dystre undertoner, og på det fortællemæssige plan begynder man at ane menneskets skyggesider i hele persongalleriet. Det er ikke blot et interessant, men også et dristigt valg af Allen Hughes at lade publikum selv tage stilling til, hvilken mand vores hovedperson bliver til – eller måske endda hele tiden har været. Han har nemlig flere mørke sider end den typiske protagonist, hvilket også gør ham langt mere dragende end de fleste helte inden for genren, der ofte er utroværdigt renhjertede idealister. Og man kan kun bifalde slutningen, der formentlig vil dele vandene blandt de retfærdighedssøgende tilskuere.
“Broken City” er en god, solid Hollywood-film, sådan som kun amerikanerne kan lave dem. Den er veludført og underholdende, og samtidig har den også større ambitioner end mange af sine artsfæller. Og også takket være en bittersød slutning og et dystert plot hæver den sig over gennemsnittet. Vil det sige, at den fortjener mere end de fire stjerner, som film af denne art som regel tilegner sig? Nej. Men bedømmelsen suppleres af en usynlig pil op. I øvrigt bliver det svært at finde en film produceret efter 1970’erne, hvori de drikker lige så meget som her i “Broken City”. Hvis man lavede et drikkespil ud af denne film, ville man med andre ord ende med at blive godt vissen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet