Når en østkyst-hustler rykker vestpå

Få har så meget ironisk distance som Woody Allen. Han gør primært grin med kultur-elitære snobber fra New York. Dem, der ved, de er bedre end alle andre. Altså Allen selv. Sådan var det allerede tilbage med “Annie Hall”, hvor den kultur-intellektuelle fra NY blev spejlet i de rige og berømte fra ude vestpå – i Los Angeles. Det spejlbillede males igen sarkastisk op i “Café Society”.

Woody Allen rejser dog ikke kun til vestkysten i sin 2016-film. Han rejser også tilbage i tiden. Som han har haft en forkærlighed for de senere år i film som “Midnight in Paris” og “Magic in the Moonlight”. Han elsker den lækre nostalgi. Det gør han også i “Café Society”, der er sat tilbage engang i 1930’erne, hvor Fred Astaire og Ginger Rogers dansede i “Swing Time”. Her har unge Bobby taget turen fra NY til LA i jagten på lykken i Hollywood hos gamle onkel Phil, der er agent for stjernerne. Det er overtydeligt sat op. Ung og ældre. New York og Hollywood. Modsætninger mødes og snakker i “Café Society”.

Her spilles der bevidst på de mange fordomme, som østkystere har om vestkystere og omvendt. Hjemme i New York er billederne holdt i livløs grå med regn, hvor den jødiske svoger har akademisk svar på tiltale. I Hollywood derimod er alt sandfarvet gyldent, hvor alle kan nå stjernerne med en drink i hånden. I Hollywood lever alle fedt på film, imens Bobbys bror, Ben, er gangster med hat og natklub i New York.

På den måde er der intet nyt fra Woody. Rutinen er sat charmerende på. Derfor handler det naturligvis også om kærlighed. Imellem de to modpoler står Kristen Stewart med sit lokkende underbid. Hun kan lide dem begge. Men man skal jo vælge. Du kan ikke bo i øst og vest på samme tid. Ikke være boheme i Greenwich Village, samtidig med du er rig og berømt i solen. Det er det vanlige trekantsdrama, der snart bøjes til nok en trekant, hvor Bobby må vælge imellem Veronica med brunt hår og Veronica med lyst hår. Allen gider end ikke lægge skjul på sit skematiske setup.

Derfor er det også naturligt, at han selv lægger fortæller-stemme til. Det har han gjort før. Blandt andet i netop “Annie Hall”, hvor han selv tog turen fra øst til vest. Men nu er han selv blevet for gammel til at være New Yorks førsteelsker. Det gør Jesse Eisenberg på en udmærket, distræt facon, imens Steve Carell spiller overfladisk filmfidus fra Hollywood som en mere alvorlig udgave af sin “The Office”-boss.