Pigen, der forsvandt

På papiret er “The Captive” en klassisk kidnapperthriller, der bevæger sig fra A til B. Fra kidnapning til opklaring. Der er da også en skøjteprinsesse på næsten 10 år, der bliver kidnappet, imens farmand køber ugens højdepunkt i tærtebutikken. Der er en mor, som bliver ødelagt af sorg. Der en en biljagt. Der er også to politidetektiver, der ikke opgiver eftersøgningen, selv om sagen trækker ud på ottende og niende år. Og så er der en klam pædofil med en kælder og skøre øjne. Men instruktør Atom Egoyan gider ikke fra A til B. Han flashfucker “The Captive” i tusinde stykker af flashbacks- og forwards og flash-alt-muligt-indimellem, så den bliver noget helt andet, end papiret siger. Det er nu skønt nok at blive fucked lidt med.

Men Egoyan gør det ikke for at twiste, som kollegaen David Fincher i den aktuelle “Kvinden der forsvandt” gør det. Her er der ingen ubekendte i thrillerligningen. For der åbnes hjemme i kælderen hos den pædofile psykopat, der iført rullekrave, det tyndeste overskæg og et afbleget smil kun kan være til den lukkede. Det er ni år siden, han bortførte Cass, der er spærret inde i et kælderværelse komplet udstyret med lyserød prinsesseseng og et stalker-kamera, der sadistisk lurer på Cass’ mor og hendes sorg på hotellet, hvor hun arbejder. Hun bebrejder stadig Ryan Reynolds farmand, at han mistede deres lille pige. Hun bebrejder rigtig meget endda. For meget til, at hun opfattes som andet end mærkelig. Mindre bombastiske persontegninger havde ikke ødelagt noget for det, der ellers er en virkningsfuld undersøgelse af mennesker, der bebrejder og bearbejder det største tab.

I den henseende er den opløste ‘A til B’-struktur et smart valg. Opklaringsgåden nedtones i de mange flash-frem-og-tilbage til fordel for enkelte øjeblikke. Kraftfulde øjeblikke. Som da den sorgopløste mor, uforsonligt spillet af Mireille Enos med sit arrigt røde hår, finder en skøjtepokal, der minder om en Cass vandt som barn. Et tilfælde? Er hun i live efter alle disse år? Eller er det blot ønsketænkning? Fokus er på følelsen og ikke funktionen af scenen.

De mange ubehagelige følelser er så til gengæld rammet funktionelt, firkantet ind. 60’ernes træ, læder og lave lofter i brune og rødlige nuancer parret med 00’ernes hyldest til kyniske glasfacader giver sammen med Canadas snebeklædte udørk en stemning af kontrolleret klamhed, der rimer udmærket på kælderpædofile og følelsen af at være fortabt. Af ikke at kunne gøre en skid ved sin situation.

Politiparret kan heller ikke gøre så meget. Psykopaterne er hele tiden fire-fem skridt i sneen foran. Loven kan kun se på. Se på de rædselsfulde billeder og videoer af sexudnyttede børn. Det gør kameraet ikke. Det ser kun på dem, der kigger på det klamme. Hvilket næsten er endnu mere krybende klamt, da det sætter fantasien i gang – hvad mon der er på billederne? Jeg vil ikke vide det.