Carsten og Gittes filmballade
Udgivet 4. jun 2008 | Af: filmz-maelström | Set i biografen







“Carsten og Gittes filmballade” er fra Anders Morgenthaler og co.’s side et ønske om at lave en børnefilm i børnehøjde og i et format der er realistisk i forhold til den unge målgruppe på 3-6 år, nemlig 45 minutter. Tanker som disse skal således skabe en ny form for børnefilm i biografen, hvor koncentrationsevnen ikke skal være et problem som med de længere spillefilm.

Carsten og Gitte skal fungere som bindeled mellem kortfilmene og med deres narrestreger skabe pauser, så de små kan omstille sig historie efter historie. Desværre er Carsten og Gitte, der mest af alt ligner vanskabt Tjernobil-afkom frem for søde små dukker, desværre ikke gode nok figurer til at bære den overordnede film. Som et andet “Kaj og Andrea”-par på LSD svinger Carsten og Gitte fra syrlig sort humor fremført med råbende og ligeledes evnesvag stemmeføring til forsøg på at belære ved at råbe ind i kameraet at børn altså ikke må mobbe hinanden. Som moden biografgænger spiller det ikke helt sammen, og som ung kan det i værste fald være meget forvirrende.







Den nye form for børnefilm, Morgenthaler præsenterer sammen med sine fem episodeinstruktører, kan sagtens vise sig at have styrke i sin korte og kapitel-opdelte form. Samtidig kan det dog også vise sig at være en svaghed, da de mindst 10 figurer og syv forskellige stilarter kan være kaotisk forvirrende for det unge publikum i så kort et tidsrum. DR’s børne-tv-mastodont “Bamses billedbog” kunne godt vise små animationsfilm, men serien havde altid Bamse og Kylling og senere Ælling som elskværdige genkendelige og, hvad vigtigere er, tilbagevendende figurer. Tv-mediet er her ideelt for de helt unge, da de kan opbygge et venskab aften efter aften foran skærmen. Desuden har “Bamses billedbog” masser af gode sange man kan synge med på, hvorimod melodierne i “Carsten og Gittes filmballade” er sparsomme.
“Carsten og Gittes filmballade” har til trods for den vilde stil alligevel ikke helt nok farve og personlighed til at fremstille filmens maskotter som mindeværdige, og børnefilmen står i stedet efterladt som en rodebutik – godt nok med en masse herlige ting – bare ikke den vigtigste – trofaste venner.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet