De uskyldige
Udgivet 4. jan 2017 | Af: Andreas Strini | Set i biografen
Nonner er in. Det viste polske “Ida” med sin Oscar i 2015. Nu er den endnu engang gal med nonnerne i Polen. Tiden er skruet tilbage til 2. verdenskrig, hvor flere nonner på et kloster er blevet gravide efter overfald fra sovjetiske soldater. Det er igen Polen, det er igen nonner, og alligevel er det noget helt andet.
For lægen Mathilde er ved første øjekast den diametrale modsætning af Søster Maria og de andre nonner her i “De uskyldige”. Hun er en ikke-troende, kommunistisk, frisindet kvinde, der har viet sit liv til lægevidenskaben. Hun drikker, hun ryger, hun hygger sig med en kollega, som hun end ikke er gift med! Hun deler mange træk med den vilde Wanda fra “Ida”. Sammen med den regelrette Søster Maria forsøger hun at hjælpe de gravide søstre. Men Maria var også engang vild, indtil hun fandt Gud. Vildskaben genfinder hun i mødet med Mathilde – præcis ligesom Ida fandt den i mødet med tante Wanda.
Men når religion og lægevidenskab mødes, er det ikke kun fryd, gammen og amen. Udenfor truer både selve den katolske kirke med lukning, hvis hemmeligheden kommer frem, samt flere seksuelle overgreb fra den kommunistiske hær. For ikke at tale om den indre kamp klostrets søster udkæmper mellem fostret i maven og Gud i hjertet. Og hvor bliver de nyfødte bortadopteret hen? Ikke nok med at vores kvindelige helte må holde på hemmeligheder, så bliver der også holdt hemmeligheder skjult for dem. Der er ikke langt fra smil og glæde til gråd og forfærdeligheder i det krigshærgede Polen.
“Ida” vandt fortjent sin Oscar hjem og gjorde nonner til det nye sort på film. “De uskyldige” rider videre på bølgen med nok en film om nonner i Polen. Men det føles aldrig som en gentagelse, da stilen er væsentligt anderledes. Vil “De uskyldige” så kunne vinde endnu en Oscar hjem til klostret? Tja, kvaliteten er høj, men Oscaren er nok ikke så sikker som amen i kirken.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet