Hvad får man hvis man sætter Thomas Vinterberg sammen med Lars von Trier? Uden tvivl en sprængfarlig cocktail. Sidst de to arbejdede sammen var det som grundlæggere af Dogme-bølgen, men det er interessant endelig at se dem involveret i den samme film. Man kunne frygte at en blanding af to så markante stemmer, der på mange måder er meget forskellige, ville resultere i en katastrofe eller et rodet kompromis, men “Dear Wendy” skyder med skarpt og må siges at være en præcisionsskytte af format.

Instruktør Thomas Vinterberg er lidt af en kamæleon, forstået på den måde at han har en fantastisk evne til at tilpasse sig sit manuskript og få det bedste ud af det, både stilistisk og fortællermæssigt, uden at slække på spændingen og uden at ramme ved siden af. Dette lykkedes måske ikke helt så godt i hans forrige film “It’s All About Love”, som syntes at ville for meget på en gang, men den havde dog en opfindsomhed og en visuel skønhed, som gjorde at den stod ud, trods den hårde kritik. I “Dear Wendy” er vi stadig i USA, men det prangende sci-fi-sceneri fra “It’s All About Love” er skiftet ud med en beskidt og vejrbidt mineby, som snarere giver genklang af Lars von Triers universer i f.eks. “Dancer in the Dark” og “Dogville”. Selvom kulisserne er imponerende, så har de dog stadig et skær af kunstighed over sig, hvilket til tider leder tankerne hen på teater, snarere end film. Selve byen virker underligt isoleret, som var den ikke en del af den virkelige verden, og dette synes også at være en af filmens pointer, nemlig dens karakter af fiktiv allegori. Som i “Dogville” befinder vi os i et ikke-specificeret USA, hvorved handlingen bliver en universel kommentar på samfundet. Men i modsætning til “Dogville” forsøger “Dear Wendy” ikke at fremmedgøre publikum overfor hovedpersonerne, og det lykkes Vinterberg at behandle svære emner som våbenproblematikken, samtidig med at han fortæller en spændende og medrivende historie.

Filmen starter en smule sløvt, og især den overdrevne brug af voice-over i begyndelsen virker en tand overflødigt. Der kommer heller ikke en uddybende forklaring på hovedpersonens pacifistiske overbevisning i starten, hvilket er lidt en skam, da denne er grundstenen i “Dandiernes” tilgang til våben. Men filmen kommer dog hurtigt efter det, og hele dens gradvise besjæling af de kære håndvåben, der alle har en særlig tilknytning til deres respektive ejer, er ganske enkelt fremragende. Man fanger næsten sig selv i at betragte våbnene som selvstændige personer i handlingen. Den skæbnesvangre “romance” mellem Dick (Jamie Bell) og hans elskede “Wendy”, der er hans lille revolver, bliver filmens omdrejningspunkt i stedet for en klassisk kærlighedshistorie, og det er både underholdende og enormt fængende. Som f.eks. når outsideren Sebastian kommer mellem de to og der opstår et jalousi-drama – genialt fundet på!

Med Lars von Trier som manuskriptforfatter kan det ikke undre nogen at der er tale om en tragedie, men den er dog langt fra så grå og trøstesløs, som hans forrige historier og den har både momenter af varme og humor i sig. Især den lettere absurde konstruktion som “Dandierne” udgør, gør at man ikke kan lade være med at grine ind i mellem (f.eks. i forbindelse med “Dandiernes” afsluttende mission, som nærmer sig det groteske), men man griner oftere med dem end af dem.
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at filmen udgør en af de mest interessante og vedkommende kommentarer til våbendebatten i USA. Mange amerikanere vil sandsynligvis kritisere filmen for at være en smædekampagne mod The Land of Opportunity, men faktum er at den blot fremstiller det ambivalente og absurde i den generelle fascination af våben, hvad enten man er for eller imod vold.

Skuespillet er virkelig i top hele vejen rundt, men især Jamie Bell skinner igennem i sin suveræne præstation, som hovedpersonen Dick. Han viser til fulde at han er en hamrende dygtig skuespiller, der spænder fra det indædt forbitrede til det ængstelige og sårbare. Det må siges at han på mange måder bærer filmen, men han bakkes fornemt op af de andre “Dandier”: Mark Webber som den fåmælte Stevie, Alison Pill i rollen som den viljestærke Susan, Chris Owen som den halte, men trofaste Huey, Michael Angarano der spiller Hueys ivrige lillebror Freddie og Danso Gordon i rollen som Sebastian, der ikke passer helt ind i selskabet, men som når det kommer til stykket nok har den største indsigt i “Dandiernes” bevæggrunde. Og så er der selvfølgelig deres respektive våben; Wendy, Bad Steel, Lee & Grant, Lyndon, Woman og Piece, der hver især har deres styrke, og som nærmest synes at udgøre en del af deres ejermands personlighed.

Filmens tekniske side er med til at forstærke dens barske handling og iscenesætter fint det fattige arbejdermiljø i den fiktive mineby. Anthony Dod Mantle, der nok må siges at være en af dansk films bedste fotografer, har styret kameraet med hård hånd og han er en mester både til det håndholdte og de mere statiske passager. Lydsiden er også glimrende, med et tilpas afdæmpet score, der bruges i passende små doser, og især filmens brug af udvalgte sange fra kultbandet The Zombies er ‘dead on’. De passer som fod i hose i deres respektive scener og tilfører billederne en ekstra dimension.