Demolition
Udgivet 29. jun 2016 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
De græder alle sammen. Mor. Svigerfar. Kollegaer. Men ikke Davis. Han må lade som om, mens han ser sig i spejlet. Det er ellers hans kone, der er død. Dræbt i en trafikulykke, mens han sad på passagersædet. Så han burde jo være knust. Men nej. Det eneste, han føler, er irritation over den skide slikautomat, der ikke gider aflevere hans M&M’s. Så han skriver et klagebrev. Fast, men høfligt i tonen, hvor han forklarer sin situation. Ikke bare i forhold til den skide slikautomat, men i livet som sådan. Kundeservice og sorgarbejde smelter sammen i “Demolition”, som er lidt for forgabt i sin egen livsvisdom.
De hjælper hinanden. Taler sammen. Ikke mere end det. Egentlig meget sympatisk. Men der er altså noget enormt anstrengt over hele situationen. Det er ligesom i Vallées seneste, “Wild”, hvor Reese Witherspoon vandrede gennem vildmarken væk fra narkomisbrug og depression. Her samlede hun små perler af selvindsigt op på vejen og endte som et bedre menneske. Vallée ser vist sine film som opbyggelige, lærerige og inspirerende fortællinger om folk på sammenbruddets rand, der hiver sig selv tilbage på rette spor. Men pointerne, der serveres som fint afslebne slogans, kan ikke bære den selvhøjtidelige stemning: Nogle gange må man rive det hele ned, før man kan bygge op igen. “Demolition” er ved at sprække af den slags lommefilosofi.
Da han fanger den 15-årige knægt med en pistol, bliver han hverken vred eller forskrækket. Han tager ham med ud i skoven for at skyde på træer. Inden han tager en skudsikker vest på og beder om selv at blive skudt. Det gør drengen hellere end gerne. Det mærkelige antager en lidt mørkere nuance. Der sniger sig antydningen af en lille tvivl ind. Kan man bare smadre sig letsindigt gennem sorgen? Er der ikke noget farligt i den destruktive del af riv-ned-og-byg-op-projektet?
Det destruktive bliver bare aldrig mere end en bitanke i “Demolition”. Et nyttigt trin på vejen mod genopbygning. Ikke sådan for alvor farligt. Kundeservice bliver til sorgarbejde bliver til en smadre-besættelse, der renser det rystede system. Jeg er ikke så overbevist om livsvisdommen i den proces.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet