Den hundredetårige, der stak af fra regningen og forsvandt
Udgivet 22. dec 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det er ikke lige så opsigtsvækkende at fylde 101 år, som det er at runde de 100. Selv om det er mere usandsynligt. Det må Allan Karlsson sande i den her sequel til “Den hundredårige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt”, hvor vi får de historier fra dynamitglade Allans liv, som ikke var sjove nok til den første film.
Og som i en ægte sequel så skal det hele være større. I stedet for at nøjes med rejse fra plejehjemmet i Malmköbing til udkantsflækken Byringe så besøger Allan denne gang både Moskva og Berlin. Desværre er resten ikke vokset sammen med de større locations. For hvor originalen sprang vildt i tid, når Allan – igen senil-sjovt spillet af komiske Robert Gustafsson – skulle fortælle om sin 100-årige fortid, så er den store verdenshistorie for idioter denne gang mere begrænset.
Men lige så lidt sjovt, det ville være, hvis Forrest vendte tilbage for at hilse på Jimmy Carter i stedet for Kennedy, lige så lidt sjovt er det, at Allan nu i en ny røverhistorie om sovjetisk sodavand besøger Bresjnev i stedet for Stalin. Det er bare ikke lige så godt. Selv om koldkrigs-komikken om den lille, dumme svensker, fanget midt imellem USA og Sovjet, stadig er finurlig. Nu sat yderligere på spidsen med en medrejsende abe, der er navngivet efter den store svenske folkhems-fader, Tage Erlander.
Og imens Allan er ude i verden, så kommer CIA fra den store verden hjem til lille Malmköbing for at løse mysteriet om den røde folkevand. Og det gør de to jakkesæts-agenter med nogle af de bedste grin spejlet op mod lokalbetjent Aronsson, der vægter frokostpausen og fika-kagerne højere end de alvorlige amerikanere. På samme måde prioriterer jeg festen for “Den hundredårige” højere end den knap så opsigtsvækkende fest for “Den hundredetårige”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet