Den sidste konge
Udgivet 13. jul 2016 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Det er godt engang imellem at få udvidet sin horisont. At lære noget om sit eget land og lidt om de andres. Krønikeskrivningen i “Den sidste konge” er et blik dybt ind Norges sjæl. Vi får både historien om det norske folks oprindelse, og hvorfor de går så meget op i skiskydning. Og så er den mit første møde med en måske ny norsk genre: langrends-movie. En frydefuld jagt igennem sneen, hvor Bjørndalens sønner endnu engang kan grine mildt af dumme danskere, der kæmper med smøringen.
De rænkespillende danskere er de norske kraftkarles modsætninger. Glatbarberede og sleske prøver de hele tiden at stjæle kongemagt og filmscener. Søren Pilmark hvisler biskoppens replikker så dramatisk sammenbidt, at jeg begynder at forstå, hvorfor man på engelsk taler om scene chewing. Nikolaj Lie Kaas tygger med munden lukket i en sur grimasse, men åbner en gang imellem op for at spytte på folk eller beordre nogen dræbt. Når man endelig får en skurkerolle, skal den bare have én over nakken.
“Den sidste konge” fylder på med tindrende, sneklædte toppe, brusende mjødkrus og keltisk fløjtemusik, så man nogle gange føler sig hensat til en Carlsberg-reklame for en eller anden nynordisk cider. Det er en fantasi om renhed og ægthed og gode mennesker, hvis fåreholdende ski-paradis bliver inficeret af udenlandsk fup og fidus. Et romantiseret vikingespil, der næsten kommer til at dække for de vellavede jagtscener.
Det har tydeligvis været skægt for spillerne at ride rundt i rustning i den smukke norske vildmark, og flere af actionscenerne er energiske rutsjeture. Men man kan åbenbart ikke få det hele. I disse post-GoT-tider falder en gammeldags historie om skurkagtige skurke og heltemodige helte lidt til jorden. “Den sidste konge” ligner et frikvarter for nogle af stjerneholdets drengerøve. Vi andre sidder stadig til historietime.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet