Mange husker nok italienske Giuseppe Tornatores magiske og anmelderroste “Mine aftener i paradis”, der erklærede en dybfølt kærlighed til filmen som medie og ved samme lejlighed fik hevet en hensygnende italiensk filmbranche tilbage på verdenskortet. Siden er årene gået, og om end italiensk film aldrig for alvor har fået konsolideret sit fodfæste som førende filmnation siden postkrigsårenes neorealisme, så har Tornatore dog været insisterende og vedholdende med sine oftest imponerende bidrag, der dog kan være langt imellem.

Og kærligheden til filmen, den er der selvfølgelig stadig. Således også i instruktørens nyeste og noget mere dunkle “Den ukendte kvinde”, der ligger temmelig langt fra Tornatores paradis. Som altid danner den italienske hjemmebane de kulturelle og sociale rammer for filmens univers, der denne gang får en tvingende nutidig relevans med indvandring fra nabolandet Ukraine, prostitution og seksuelt misbrug som de bærende tematikker. Det sætter et uomtvisteligt præg på den ukendte og forknytte ukrainske kvinde Irena (Kseniya Rapaport), der i ensom majestæt kommer til en italiensk storby, øjensynligt for at starte livet på en frisk.

Guiseppe Tornatores vellykkede drama blander politik, socialrealisme og hverdagsskæbner i en forrygende og mørk cocktail, og det går rent ind, ikke mindst takket være det formidable skuespil fra særligt Kseniya Rapaport. Irena spilder i hvert fald ikke tiden og friheden i sit nye indfødsland; hun finder lejlighed og fast job som hushjælp i privaten hos den lokale guldsmed, Valeria Adacher (Claudia Gerini), der sammen med ægtefællen Donata (Pierfrancesco Favino) har datteren Thea (Clara Dossena). Netop datteren bliver mål for en større disput, og der skal heller ikke være tvivl om, at Irena har sine grunde til at være så tæt som muligt på familiens datter.

Filmens ret dunkle stemning holdes solidt i hævd af Ennio Morricones massive lydbillede, der næppe kræver nærmere præsentation. Hans lydlige kulisser er skæbnesbetonede og underbygger konsekvent og uden slinger i valsen filmens akronologiske sprog. Om end “Den ukendte kvinde” fortælles med et fremadskridende tempo, giver Irenas utallige flashbacks til den fordækte fortid konstant påmindelser om fortidens tilstedeværelse. Puslespillet er med andre ord en realitet, og Guiseppe Tornatore lægger op til, at tilskueren selv kan stykke et samlet handlingsforløb sammen ud fra de fragmentariske brudstykker, der ind imellem gives.

Netop forholdet mellem Irena og ægteparrets datter, Thea, er centralt. Og på et fysisk og mentalt plan rykker de to nærmere og nærmere hinanden. Mens forholdet podens forældre imellem ikke er det bedste takket være arbejdsmarkedets ublu krav, kommer den ukrainske hushjælp til at stå for den sikkerhed, to forældre normalt burde tilbyde. Hjemmets ledelse undergår et mindre magtskifte, i hvert fald indtil mistanken om hushjælpens fordækthed for alvor vækkes, og et endeligt opgør mellem fortid og nutid står lige for døren.

Umiddelbart er Kseniya Rapaport et forholdsvist ubeskrevet blad på disse breddegrader. Og det til trods for, at den russiske skuespillerinde er blevet nomineret og har vundet en lang række internationale priser, ligesom “Den ukendte kvinde” også var den helt store prissluger ved den årlige fejring af italiensk film, den såkaldte David Di Donatello Awards. Det er under alle omstændigheder til hendes udelte fortjeneste, at Tornatores seneste filmeventyr bibeholder sin prægnans og sin kvalitet. Ganske vist har filmen i sig selv et håndfast greb om fortællingens ædle kunst, men det er nu alligevel hovedaktøren, der trækker det største læs.

Og så selvfølgelig de virkelighedstro og nærværende dagligdagsemner, der er til debat, men desværre aldrig bliver uvæsentlige at høre om igen og igen. Prostitution, slavehandel, udnyttelse, og magt er blot de mest åbenlyse bannerførere for Tornatores utvetydige budskaber. Grundlæggende for “Den ukendte kvinde” er imidlertid de oplagte fordele ved adoption på tværs af landegrænser. Men har vi som forældre nu også sikret os, at barnets påståede forhistorie er den rigtige?