Nedstigningen er lig med nedgang

Desværre findes der mange fortsættelser, som ikke engang forsøger at stå på egne ben, men i stedet snylter på forgængerne som dovne parasitter, der groft sagt bare rekonstruerer forløberne. “The Descent 2” er ikke en decideret horribel horrorfilm, men efter 30 minutter har den allerede citeret, kopieret og direkte genbrugt så mange scener fra etteren, at dens bagmand, Neil Marshall, sagtens kunne sagsøge toerens bagmænd, hvis han altså ikke selv havde spyttet penge i den…

Den første “The Descent” var fantastisk – en allerhelvedes gruopvækkende gyser og en af den slags sjældne perler, der pludseligt springer ud af det blå og puster nyt liv i sin genre. “The Descent 2” er noget helt andet: En middelmådig metervare, som lever højt på andre films succes (især forgængeren, naturligvis) og overholder genrens konventioner i stedet for at overgå dem. Historien begynder allerede få minutter efter den første films slutning, som ikke ligefrem lagde op til en fortsættelse, men som snarere fuldbyrdede sin hovedpersons personlige rejse på rørende og næsten poetisk vis. Men fordi “The Descent” blev så stort et hit, var en fortsættelse mere eller mindre uundgåelig.

I den første film begav en håndfuld sejlivede tøser sig ned i en underjordisk hule spækket med snævre tunneller, hvor de stødte på en række bestialske bæster, som aflivede pigerne én efter én. Den tilsyneladende eneste overlevende, vores hovedperson, Sarah Carter, bliver her i toeren opsnappet af byens ordensmagt, som vil have Sarah til at drage ned i hulen igen for at lede efter flere overlevende. Da “The Descent” blev udgivet i USA, blev den distribueret med en forkortet slutning, der var mere “efterfølgervenlig” end den i den engelske originaludgave. Men hvorom alting er, så lykkes det faktisk at gøre overgangen mellem de to film forholdsvis let at sluge.

Det virker dog noget letkøbt, at man har valgt at give Sarah hukommelsestab her i toeren, bare så de nye helte og heltinder ikke kan være forberedte på grottens rædsler. Men karakterernes frygt og uvidenhed smitter desværre ikke synderlig meget af på os, da vi jo allerede udmærket er klar over, hvad der befinder sig i hulens dunkle afkroge og skygger.

Det nye persongalleri er heller ikke nær så mindeværdigt som det forrige – med visse undtagelser. Det er herligt at se Sarah igen, og Shauna Macdonald leverer igen en fornem præstation i rollen som den hårdhudede heltinde, der holder fanen højt på trods af sin traumatiske fortid. Skæppeskønne Natalie Mendoza er tilbage som den lige så benhårde Juno, og det er atter en fornøjelse at se hende skrue bissen på over for uhyrerne. Den mindre kendte, men erfarne engelske skuespiller Douglas Hodge gør en god figur som den dygtige grotteudforsker Sam, og Gavan O’Herlihy er også udmærket som en knotten sherif, hvis konstante arrigskab forbliver uforklaret. Resten er bare anonymt monsterfoder.

Det tager lang tid for filmen at komme op i gear, men efter et stort uheld. som deler heltene op i flere grupper, begynder filmen omsider at vågne op til dåd. Der bliver desværre ikke brugt megen tid på at skabe en trykkende, ubehagelig atmosfære – i stedet er “The Descent 2” hovedsageligt fokuseret på at få os til at spjætte med veltimede chok, og på den led er den ofte effektiv, såsom da monstrene dukker op for første gang i en scene, som på ganske elegant vis hylder uhyrernes introduktion i etteren.

De fleste af filmens forsøg på at ruske nerverne har man dog for længst forudset, men de fantastiske kulisser indgyder en ubehagelig følelse af klaustrofobi, som styrker ens indlevelse. De fåtallige computereffekter er forfærdelige, men både monsterkostumerne og lydsiden er lige så skrækindjagende i denne omgang som sidst, og den blodige slutning er næsten perfekt – altså indtil de sidste 30 sekunder af filmen, som rangerer blandt filmhistoriens tåbeligste til dato. Den allersidste scene er vitterligt fuldstændig meningsløs.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Indimellem kan man se, at filmmagerne har forsøgt at styrke lysstyrken i hulescenerne for at fremhæve billedsidens detaljer, men det har også gjort nogle af de mørke farver en smule blege. Men for det meste er kontrasten perfekt, og detaljer går aldrig tabt i mørket. Transferet plages aldrig af udtværing, glorier eller utilsigtet snavs og støj, og derudover er billedet knivskarpt – alle de små støvpartikler og småsten kan tydeligt ses i hulen. Farvegengivelsen er også perfekt. Især skovens kraftige, grønne nuancer gør indtryk.

Audio

Transferet er måske ikke helt perfekt, men det er skivens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor til gengæld. Der er næsten gang i alle højtalere lige fra start, og subwooferen er ferm til at give de mange voldsomme lydeffekter slagkraft, så man virkelig spjætter, når det gælder. David Julyans musik, som nærmest er en tro kopi af hans score til etteren, folder sig fint ud og får lov til at spille en markant rolle i lydbilledet, uden at den nogensinde overdøver lydeffekterne eller replikkerne, som i øvrigt gengives klokkeklart. Der vrimler med herlige, subtile lydeffekter, der får nakkehårene til at vibrere. Der er også adskillige effektive panoreringer, og støj forekommer aldrig.

Ekstramateriale

Instruktøren Jon Harris (som i øvrigt klippede den første film) har indtalt et kommentarspor til filmen sammen med skuespillerinderne Shauna Macdonald, Krysten Cummings og Anna Skellern. Gruppen disker op med enkelte morsomme anekdoter, men firkløveret bruger også en masse tid på at skamrose kollegaerne, og, nej, de forklarer ikke filmens latterlige afslutning. Derudover er her 12 minutters nogenlunde, slettede scener og fire dokumentarer (samlet varighed: ca. 26 min.), som bl.a. gransker udviklingen af filmens manuskript, kulisserne og skuespillertruppen. Dokumentarernes informative interviews kompenserer en del for det halvkedelige kommentarspor. Ekstramaterialet præsenteres i 576p.