En forfriskende dukke(rt)

Kun få i Hollywood har lige så mange originale ideer i ærmet som Joss Whedon. De er ikke altid gode (manuskriptet til “Alien: Resurrection” står på hans regning), men når han er i topform, præsterer han den sjældne kunst at fortrylle både de gængse tv-seere/biografgængere og science fiction-feinschmeckerne. Hans CV prydes af tv-føljetoner som “Buffy: Vampyrdræberen”, “Angel” og “Firefly” samt spillefilmene “Toy Story”, “Titan A.E.” og “Serenity”, og nu kan tv-serien “Dollhouse” også tilføjes til listen over Whedons talrige triumfer.

“Dollhouse” foregår i nutidens USA, og de fleste af persongalleriets medlemmer arbejder for den organisation, som serien deler navn med. Der er dog ikke tale om en legetøjsforretning med speciale i dukkehuse, men derimod en magtfuld loge, der kan omprogrammere mennesker via avancerede, kirurgiske værktøjer. Har du brug for en førsteklasses forhandler til at mægle med din datters kidnappere? En sublim sanger til at overtage pladsen for dit bands syge sopran? Eller måske bare en hot date til et fint bryllup, som kan gøre alle de andre gæster grønne af misundelse? Dollhouse kan opfylde ethvert behov med sine programmerbare, menneskelige aktiver.

Det lyder umiddelbart som et forkasteligt foretagende, og én af seriens hovedfigurer er da også FBI-agenten Paul Ballard, som forsøger at finde, afsløre og destruere organisationen, som alle hans kollegaer afskriver som et latterligt luftkastel. Men Whedons historier er sjældent ensidige eller ligetil, og det er “Dollhouse” absolut heller ikke, for i takt med at vi lærer organisationen og dens ansatte bedre at kende, bliver det sværere at tyde grænsen mellem det forsvarlige og det forkerte. Aktiverne bliver også brugt til at hjælpe ordensmagten med at bekæmpe nederdrægtige slyngler og til at hjælpe misbrugte småpiger med at overkomme deres traumer. Vi indser undervejs, at “heltene” bakser med grumme dæmoner, og at “skurkene” ofte har gode intentioner.

Ja, “Dollhouse” svælger i gråzoner, og det er især seriens dissekering af etik og retfærdighed, som gør den gribende. De moralske dilemmaer bliver gudskelov ikke udpenslet i alenlange monologer, og der lægges op til, at man selv vurderer problematikkerne. Men før jeg får “Dollhouse” til at lyde som en udelukkende intellektuel fornøjelse, må jeg hellere indskyde, at samtlige afsnit er besjælet af Whedons ejendommelige flair for kæk og kvik dialog, som de andre forfattere tydeligvis har taget ved lære af, og der er stribevis af mindeværdige actionsekvenser. Ingen af sæsonens 13 afsnit er ens, og nye karakterer og steder introduceres konstant, så man aldrig kan være sikker på, hvad der kommer til at ske, hvilket selvfølgelig blot gør serien endnu mere spændende.

Seriens helt store hovedperson er aktivet Echo, som var en kvinde ved navn Caroline, før hendes hukommelse blev slettet og erstattet af Dollhouse. Det må have været en kæmpe udfordring for Whedon og Co. at gøre Echo til seriens omdrejningspunkt, når nu hendes identitet er så omskiftelig, hvilket let kunne have gjort hende umulig at relatere sig til. Men skuespillerinden Eliza Dushku skænker karakteren en medmenneskelighed og en retfærdighedssans, der altid skinner igennem og gør Echo menneskelig og sympatisk. Harry Lennix er derudover superb som en afdanket betjent, der våger over Echo, mens Frank Kranz morer kosteligt i rollen som Whedons’ alter ego: IT-nørden Topher. Alle Whedons tv-serier har haft et solidt ensemble, og “Dollhouse” er ingen undtagelse.

Sæsonen bliver løbende mere og mere interessant i takt med, at den udvikler sig fra en forholdsvis episodisk affære med flere enkeltstående fortællinger til en mere sammenhægende historie, der kulminerer i en fantastisk cliffhanger. Serien kører indimellem i selvsving (der er lidt for mange tilfælde af ”hov, du havde nok ikke lige gættet, at han/hun også var et aktiv!”), men seriens karakterer, drama og suspense er uimodståelige trækplastre. Der nåede desværre kun at blive produceret to sæsoners “Dollhouse”, før producenterne nedlagde serien, men i det mindste blev den således standset, mens dukkelegen stadig var god. Whedons næste projekt er superheltekomsammen “The Avengers”, og alt tyder altså på, at Marvel har valgt den helt rigtige mand til tjansen.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. “Dollhouse” er en forholdsvis ny tv-serie, så den burde altså se bedre ud på dvd, end den gør. Jovist, farverne gengives fint, kontrasten er solid, og der forekommer praktisk talt ingen støj eller snavs. Men der optræder ofte edge-enhancement, og billedet fremstår tit en smule sløret. Godt, men ikke godt nok.

Audio

Ligesom udgivelsens talrige transfers er Dolby Digital 5.1-lydsporene hæderlige, men langtfra sprudlende. Der er flere fine panoreringer, den auditive atmosfære er nogenlunde, støj forekommer aldrig, og hverken replikkerne, lydeffekterne eller de musikalske indslag er nogensinde utydelige. Men dynamikområdet er spinkelt – lydeffekterne har sjældent megen punch, og de høje toner gengives ikke særlig klart.

Ekstramateriale

Der er blevet indtalt kommentarspor til episoderne “Ghosts”, “Man on the Street” og “Epitaph One”, og fans vil garanteret sætte pris på især Joss Whedons mange anekdoter. Desuden medfølger den oprindelige udgave af seriens pilot, som Whedons sponsorer ikke var tilfredse med – de syntes, der var for meget snak og for lidt action, og personligt foretrækker jeg også den rettede pilot, som har mere fart over feltet, men som stadigvæk formår at introducere universet og kickstarte historien med manér.

Her er også en halv times slettede scener, hvoraf mange af dem er ganske gode, samt i alt fem fremragende dokumentarer (samlet varighed: 45 min.), som byder på informative interviews med seriens skuespillere og bagmænd, der ikke bare klapper hinanden på ryggen, men som også taler åbenhjertet om klammerierne mellem FOX og Whedon.