De intergalaktiske rum-nonner svinger universet rundt om sin lillefinger i ‘Dune’-universets nye seriesatsning, hvor vi følger Bene Gesserits kamp imod familiedynastierne for at opretholde “den rette” blodbane og i sidste ende gøre det, kvinder er bedst til… få mænd til at tro, det er dem, der bestemmer.

Hvis Barbie-serien var skyld i mangel på lyserød maling, må ‘Dune: Prophecy’ have tømt verden for sort maling.

I ‘Dune: Prophecy’ følger vi to overhoveder i søsterskabet Bene Gesserit, både som unge og nu, hvor de er rektor og lærerinder på en slags nonneskole for nye Bene Gesserits. De er begge ude af Harkonnen-familien, som på dette tidspunkt (10.000 år før Paul Atreides) ikke har en stor, tyk, bleg Stellan Skarsgård som rum-Hitler, der bestemmer i en stor pøl af olie. Men derimod bor de i en lille hytte på en kold og gold planet, hvor de lever af hvalspæk. Men det burde de ikke – i hvert fald ikke hvis du spørger vores hovedperson – den unge Valya.

Ifølge hende er det familien Atreides’ skyld, at Harkonnen-familien ikke længere har den storhed, som de er berettiget til. Valya og hendes søster Tula bliver heldigvis optaget af Bene Gesserits og kan nu langsomt begynde at stige i graderne og flytte skakbrikkerne rundt til deres fordel.

Samtidig med rum-nonnerne følger vi et andet hus, Corrino, ledet af kejser Javicco og kejserinde Natalya. Deres datter, prinsesse Ynez, er tronarving og skal giftes med en meget ung prins fra en helt tredje familie. Alt sammen nøje planlagt af Bene Gesserits. Dog er Ynez en mere rebelsk type og vil selv gerne være Bene Gesserit og har faktisk et godt øje til sin kamptræner Keiran Atreides.

Alt bliver sat på spidserne, da der pludselig sker to identiske drab på vigtige skikkelser, og blodlinjen er nu ikke længere sikret.

Serien er baseret på de to bøger ‘Sisterhood of Dune’ og ‘Great Schools of Dune’, samtidig er serien tydeligt inspireret af ‘Game of Thrones’. Faktisk så meget, at det tit ligner den anden HBO-serie – specielt visuelt, når vi er hos Corrino-familien. Med de mange familieintriger, kærlighedsdramaer og pludselige halsoverskæringer bliver det svært for ‘Dune: Prophecy’ at distancere sig fra ‘Game of Thrones’. Men havde det ikke været for farvepaletten og designet af Corrino-familien, så havde jeg aldrig lagt yderligere mærke til det.

Fra første episode var jeg låst fast til serien, ‘Dune: Prophecy’ er den mest værdige spin-off-serie til ‘Dune’-filmen, man kunne forestille sig. Serien spiser serier som ‘Magtringene’ og ‘Acolyte’ til morgenmad og beviser, at man sagtens kan lave en modig og unik spin-off-serie i et allerede etableret filmisk univers.

Æstetisk holder serien sig til Denis Villeneuves ‘Apple Store Esthetic’, og de filmiske greb er ikke sparet væk, bare fordi det er en serie. Når de unge Bene Gesserit-lærlinge skal gennemgå ‘The Agony’ for at få kontakt med sine forfædre, er der brugt enormt lækre practical effects, der viser nervetråde, der glitrer, og slim, der blandes med blod som en anden Oppenheimer, der dagdrømmer på sit kollegieværelse. Det er stadig lækkert at se firkantede grå rumskibe lande i klippelandskaber midt om natten i regnvejr, selvom det er en HBO-serie.

Emily Watson bringer strenghed og moderlig seriøsitet ind i rollen som Valya, som kun hun kunne have gjort. Ikke en rynken på næsen eller dirrende øjenlåg er fejlplaceret, når Watson står bagved en besat trone og kommanderer igennem sit tylslør.

Den unge Valya, spillet af Jessica Barden, er enormt godt castet. De ligner hinanden til punkt og prikke, og Barden giver Valya det samme, som Watson formår. Barden er nok mest kendt for ‘The End of the F***ing World’, hvor hun meget hurtigt fik vist, hvad hun var i stand til, men hvor har hun været siden?

Som dansker kan man ikke komme udenom at snakke om danske Sarah-Sofie Boussnina som prinsesse Ynez. Forhåbentligt kan den her rolle give Boussnina det comeback og internationale gennembrud, som hun fortjener. Boussnina spiller igennem og stjæler alle scener, hun er med i. Hun bruger denne chance, hun får i serien, for at kunne klippe den bedste showreel, hun kan sende ud i Hollywood, og det er fuldt fortjent.

Men Boussnina er ikke det eneste comeback i serien, for Travis Fimmel spiller en PTSD-ramt soldat, der har været udstationeret på Arrakis og som gemmer på en tung hemmelighed. Fimmel har ikke lavet meget de seneste par år, som er værd at fremhæve. Det store skæg og pumpede muskler gjorde ham selvskrevet til en fast rolle i ‘Vikings’, men den mislykkede ‘Warcraft’-film gjorde bestemt ikke noget godt for ham. Det gør ‘Dune: Prophecy’ til gengæld. Fimmel spiller på alle tangenter og viser sit værd som bred skuespiller, så det må gøre ondt hos castingbureauer i Hollywood, som ikke har taget ham seriøst.

Jeg fik fire ud af seks afsnit tilsendt, og jeg kan ikke vente med at se de sidste to afsnit. Serien holder en i jerngreb, og man ved aldrig, hvor den er på vej hen. Seriens klipning imellem den unge Valya og den ældre gør kun godt. Dog er seriens eneste minus, at mange andre dramaer end Bene Gesserits tit bliver glemt i hele afsnit. Specielt Ynez synes jeg er en enormt spændende karakter, specielt efter hendes introduktion og handling i første afsnit. Dog er hun klippet ned og langt mindre vigtig i det følgende. Det er enormt ærgerligt.

‘Dune: Prophecy’ retfærdiggør, at spin-off-serier er en god idé. Det kan gøres til perfektion og behøves ikke være en film à la ‘Hobbs and Shaw’ eller serier som ‘Hawkeye’ og ‘Agatha All Along’. ‘Dune: Prophecy’ er ikke bare en ‘Dune’-serie, men udforsker dybdegående magtbalancer og hvad der er rigtigt og forkert for at generobre magten. Langt henne ad vejen ved Valya nok godt, at det, hun gør, er forkert, men nok kun mest fra andres øjne. Flere gange i serien siger Bene Gesserits “sisterhood above all”, men for hende er det nok mest “family above all”. Watson er mest kold, men Barden viser perfekt, hvordan hun blev kold. Sandorme er ikke det, der fylder mest, men det er også det, vi har filmene til.

Serien er perfekt strikket sammen, og det klæder den, at hvert afsnit er en time lang. Det ER nonnedrama, det ER politiske magtkampe. Men der ER også blod, rumskibe og lange kjoler.

Jeg glæder mig til at se ‘Dune: Prophecy’ færdig, og jeg håber, vi kan få endnu mere at se fra universet.

Første afsnit af ‘Dune: Prophecy’ kan ses på MAX fra d.17 november.

Nyt afsnit udgives hver søndag.