Emma & Julemanden
Udgivet 10. nov 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Der er mange mennesker, for hvem julen kommer alt for tidligt. År efter år proklamerer de hovedrystende , at ’nu starter de allerede i oktober, og hvis det fortsætter sådan, ender det med at være jul igen lige efter påske'. At lade “Emma & Julemanden” få premiere tidligt i november kan måske virke som en nisserød klud på den slags højtidsfornægtere, men de kan berolige sig med, at Søren Frellesens udmærkede film som sådan ikke er specielt julet. Hvis man altså mener den kandiserede honninghjertejul, klimtende af klokker og dryppende af kirsebærsovs.
Denne gang er valget faldet på Erik Klipping, der blandes ind i både Elverhøj og myten om Slatten Langpat, det fæle troldevæsen, der, som navnet antyder, har både til gården, gaden og dybt nede i kælderen. Her er hun en smuk elverdronning, som blev grim af ulykkelig kærlighed til menneskekongen og smed sit frosne hjerte i elverrigets dybeste hul. Det kunne egentlig være ret ligegyldigt, hvis det ikke var, fordi hendes dorske medhjælpere havde stjålet Hr og Fru Julemandens barn, der kom til verden i Emmas skorsten den aften, Emma var sur, fordi hendes familie hele tiden glemte hende.
Julefilm har tit den indbyggede fejl, at børnene skal i fokus. Her har man fornemmet faren og ladet Danmarks bedste barneskuespiller, Lars Hjortshøj, være det fjottede centrum, som Sofia Callesen og Malte Houe kan læne sig op ad. Han er da en hyggelig tyksak, men at han har neglet Camilla Bendix’ Julie på en eller anden kro, har vist mere at gøre med hans magtposition i nisseverdenen end hans hundeøjne og tøffende tungebånd. Mere smæk er der over Mille Dinesens Slatten Langpat, der ruller sig og sine bryster ud i morsomme verbale afklapsninger af Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann.
“Emma & julemanden” er et godt bud på en julefilm, der også kan holde til at blive set uden for december. I ånden fra “Alene hjemme”, “Die Hard” og de fleste andre film, der efterhånden er blevet juleklassikere, lægger den allestedsnærværende højtid ikke en tung snedyne over plot og karakterer, men fungerer som et bagtæppe for en velfortalt historie. Julemanden har ikke skæg og nisserne bliver på nordpolen, men det er nok ikke så dumt, når vi alligevel OD’er på gløgg de næste par måneder.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet