En helt almindelig familie
Udgivet 19. feb 2020 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det handler om en helt almindelig familie, indtil far må indse, at han inderst inde er en hun. Det resulterer i en ualmindeligt god film.
“En helt almindelig familie” er nemlig en forsonende film om køn, fodbold og Britney Spears, som jeg håber, at også de mest ekstreme dele af miljøet omkring MIX Copenhagen vil give en chance.
Det vil de nok ikke, fordi det er den helt almindelige mandlige skuespiller Mikkel Boe Følsgaard, der spiller Thomas, som transformerer sig til Agnete.
Følsgaard er ikke selv transperson, men spiller en af slagsen med så stor følsomhed og forståelse, at det virkelig ikke er vigtigt, hvad han er, men derimod, hvad han gør. Og så handler “En helt almindelig familie” i grunden ret lidt om Thomas/Agnete.
Det handler i stedet om unge Emma, der må lære at leve med, at far skifter køn, krop og syn på fodbold, hvor sidstnævnte er mest sært. Det er svært.
Det er svært, når man selv tumler med at spille bordfodbold med drengene, men også synes, at de måske er lidt søde. Og i det næste totalt dumme.
Sådan er det en ret almindelig omgang coming-of-age, som instruktør-debutant Malou Reymann står bag med en ualmindeligt stærk fornemmelse for emnets nuancer.
Måske er det, fordi Reymann selv har oplevet, at far en dag skiftede identitet til Helene. Måske er Malou egentlig Emma?
For når far nøgenbader med imponerende realistiske bryster på feriestranden, så er Malou Reymann ikke interesseret i Agnete, men i Emmas reaktion. Kameraet bliver hos den yngste datter, der må acceptere, at far nu er en kvinde.
Jeg kendte ikke på forhånd den klejne Emma-skuespiller Kaya Toft Loholt, men hvor rummer hun dog et stort register i sin lille krop. Begyndende teenageliv, fodboldnederlag og mor, der flytter fra far, fordi far er en kvinde. Hun holder det hele inde, mens hun råber i tavshed. Flot.
Men Emma er ikke kun Emma (eller Malou). Hun er også mig og alle andre almindelige, der er havnet i den korrekte krop. Vi konfronteres igennem Emma med Thomas’ transformation til Agnete.
For det er netop accepten af det ualmindelige, som “En helt almindelig familie” handler om. Og det gør den med en velmenende krammer, hvis man kommer til at sige det forkerte.
Morfar har svært ved han og hun i talen til storesøsters konfirmation, hvor far bliver tiltalt Thomas i festsangen, der er skrevet på “Fra Engeland til Skotland”. Det kan der grines af.
Malou Reymann er nemlig ikke interesseret i at skælde ud på dem, der ikke lige har helt styr på LGBT-formerne, ligesom mor ikke aner en dyt om Real Madrids muligheder i aftenens Champions League-finale. Men hun prøver. Det handler om intentionen.
“En helt almindelig familie” kalder ikke nogen aggressivt ud, fordi de fejler i at være rummelige, men belønner derimod dem, der prøver.
Ligesom Emma ender som ‘Årets fighter’ på fodboldholdet, fordi hun bliver ved med at prøve – at kæmpe for holdet, for familien, for at elske sin forandrede far, Agnete.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet