Tre kvinder mod alle de andre

Er det racisme? Det er i hvert fald pudsigt. Den franske udlejer har glemt nøglerne til den lejlighed, hun skal fremvise. ”Beklager, men I er kommet forgæves,” er hendes første ord, da hun ser de fire kvinder med algierske rødder. Fatima, hendes to teenagedøtre og en veninde. Fatima tror, det var hendes tørklæde, der gjorde udlejeren bekymret. Jeg tror, hun har ret. Måske. Måske ikke. Det franske drama “Fatima” er en knivskarp beskrivelse af den slags tvetydige sociale situationer, og det konstante sociale pres, Fatima og hendes døtre lever under. Et pres, der vælter ind over de tre kvinder fra flere fronter.

Fatima er rengøringsdame. Men hun drømmer om at skrive digte. Hendes 18-årige datter, Nesrine, skal studere medicin. 15-årige Souad går stadig i skole, men hun laver meget lidt. Ud over ballade. Det er Fatima, der er titelkarakteren, men det er altså tre lige stærke, nuancerede kvinderoller, som deler skærmtiden i instruktør Philippe Faucons langsomme, lavmælte film. Mændene optræder kun i glimt. Døtrenes far, der har fundet en ny kone, dukker af og til op. Unge mænd flirter flittigt med de to døtre. Men de spiller ingen større rolle. Kvinderne klarer sig selv i “Fatima”.

Der er ingen stor, dum satan, der giver dem ordre og nedsætter forbud. Ingen patriarkalsk tyran i stil med onklen fra forårets fransk-tyrkiske søsterdrama “Mustang”, som vi alle sammen kan blive enige om at tage afstand fra. Det betyder dog ikke, de har det nemt. De tre kvinders virkelighed er meget mere kompleks. Det er de små, sociale spil, der gør hverdagen besværlig. Noget af det kommer udefra: Udlejere, der muligvis er racister. Arbejdsgivere fra de bedre borgerskab, der glemmer pengesedler i vasketøjet. Måske for at teste Fatimas troværdighed? Ikke åbenlys racisme, men nagende mistanker om, at de er under skærpet opsyn. Det er et ekstra pres i hverdagen. Men det største pres i kvindernes liv kommer indefra og fra egne rækker.

Mor taler dårligt fransk, døtrene taler dårligt arabisk. Det frustrerer især Souad, der skammer over sin marginaliserede mor med den tykke accent og det lidet glamourøse arbejde. Da Fatima hævder, at en af datterens drengevenner kommer fra en skidt familie, svarer Souad skarpt: ”Som om jeg er skidt ud af røven på en gylden høne!”. Møgunge. Men “Fatima” formår at vise, hvor hendes urimelige opførsel kommer fra. Frustreret socialklasse-skam. Ligesom for Marieme fra pigebande-filmen “Girlhood” fra 2014 er tanken om at gå i rengøringsdamemors fodspor uudholdelig for Souad. Ryger hun mon ud på samme farlige sidespor? Hun opfører sig usympatisk, men bliver skildret med forståelse og ømhed. Jeg forstår godt, hun er vred. Der er ingen endimensionelle røvhuller i “Fatima”.

For mig er det dog Nesrine, der er den mest rørende karakter. Den dygtige, flittige pige, der gør sit bedste for at bryde den sociale arv. Hun arbejder hårdere end de andre studerende. Men det er svært. Samtidig presses hun fra alle sider. Hun vil ikke skuffe sin mor, så hun bruger sine weekendaftener på at terpe. Selv om det er svært at afvise de charmerende, storflirtende drenge, der vil lokke hende ud af studerekammeret. Samtidig er de muslimske damer fra moderens kvarter på krigsstien: Nesrine hilste ikke, da hun så mig! Er hun blevet for fin, bare fordi hun læser nu? Misundelsen er grim, og den går ud over Fatima. Burde tøsen ikke droppe de fine fornemmelser, få et arbejde og hjælpe sin mor med at få styr på Souad? Der er så mange små, sociale spil, der trykker Nesrine fra alle sider. Det er næsten ikke til at trække vejret.