Frankenweenie
Udgivet 10. jan 2013 | Af: Outbound Sith | Set i biografen
Det er set før, at unge instruktører laver en skæv, idérig kortfilm, som de efterfølgende får lov til at udvikle til en hel spillefilm. George Lucas (“THX 1138”) og Neill Blomkamp (“District 9”) er to af de mest prominente eksempler. Men det er uhørt, at der går så lang tid mellem de to versioner, som tilfældet er her. Tim Burton instruerede kortfilmen “Frankenweenie” med levende skuespillere og en rigtig hund i 1984, og først nu har han udvidet historien til spillefilmslængde. I mellemtiden er den endda blevet til en dukkefilm med stop motion-animation, men den er stadig meget trofast mod originalen.
Tim Burton har tidligere været involveret i animationsfilm med stop motion-dukker. Hans forrige projekt inden for denne genre, “Corpse Bride” fra 2005, var så teknisk imponerende, at den mange steder lignede computeranimation, selvom den vitterligt var en dukkefilm. I “Frankenweenie” er det, som om ambitionsniveauet er blevet skruet lidt ned, så man ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, at det er en dukkefilm. Bevægelserne er knap så glidende, og dukkerne ser ikke så polerede ud som i “Corpse Bride”. Det gør imidlertid kun filmen ekstra charmerende, at man kan se det ædle håndværk og ekstremt tidskrævende arbejde, der ligger bag, og som sådan er filmen stadig en fantastisk teknisk bedrift.
Når vi nu må undvære/er fri for Johnny og Helena på lydsporet, er det betryggende at konstatere, at stemningen er tilbage i det gode, gamle Burtonske hjørne. Hele filmen er svøbt ind i et tæppe af lækker, gotisk noir med sort humor, skæve kameravinkler og ekspressionistisk lyssætning. Det hele er naturligvis hjulpet godt på vej af de sort-hvide billeder og suveræn musik af Danny Elfman. Derudover er filmen pakket med referencer til de netop genudgivne, klassiske Universal-monsterfilm, ligesom der er små hilsner til andre guldkorn fra kisten med nye såvel som gamle monster-horrorfilm. Det er som en hel lille skattejagt i sig selv, og hvis man er fan af den oprindelige kortfilm, er der næsten ingen ende på alle de ligheder, man kan sidde og fryde sig over. Alene den centrale scene, hvor Victor genopliver Sparky, er – ud over naturligvis at være en kærlighedserklæring til “Frankenstein” fra 1931 – nærmest et shot-by-shot-remake af den tilsvarende scene i kortfilmen, inklusive alle detaljer i baggrunden!
Det er imponerende, hvordan stemningen og detaljerne fra den 30 minutter lange live action-version fra 1984 er blevet gengivet og videreudviklet i “Frankenweenie”s stop motion-univers. Men de tætte bånd til forlægget ender desværre også med at blive filmens helt store svaghed. I et misforstået forsøg på at fastholde den oprindelige slutning misser den fuldstændig en oplagt mulighed for at komme med et smukt budskab om at lære at give slip på dem, vi elsker. I stedet er det eneste, man sidder tilbage med, en fin, lettere forskruet opfordring til børn om at interessere sig for naturvidenskab og en spandfuld underholdende og teknisk imponerende – men i sidste ende tomme – kalorier. Men det er stadig sjovt, mens det står på!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet