Knaldperler og heksehyl

Allerede da der gik rygter om, at Paramount ikke ville vise “G.I. Joe – The Rise of Cobra”-pressevisninger for de amerikanske anmeldere, begyndte de bange anelser at komme luskende. Ikke at pressecensur ikke er set før – men med 175 millioner dollars i produktionsomkostninger og 150 millioner i PR skal filmen ikke fejle. Opmærksomheden omkring filmatiseringen af “G.I. Joe”-franchisen, der inkluderer bl.a. de legetøjsfigurer, vi i Danmark kender som “Action Force”, og en lang række tegneserier, har dog heller ikke været positiv. Den store fan-base har fra start kritiseret særligt valget af Stephen Sommers og filmens design, mens “G.I. Joe – The Rise of Cobra” absolut er et nemt offer for anmelderne. Det er skam slet ikke uden grund.

Terroristorganisationen Cobra er rendyrket ondskab og vil destruere verden – fordi de kan. Det er blevet lidt nemmere nu, hvor våbenhandleren Destro har fået fingerne i tophemmelige missiler med ondsindede nanobiller ikke helt ulig dem, vi så i “The Day the Earth Stood Still”-remaket sidste år, der blandt andet kan æde Eiffeltårnet, som var det dyppet i varm chokolade. Heldigvis for resten af verden lykkes det for elitekorpset G.I. Joe at tilbageerobre de frygtindgydende og ikke længere så hemmelige våben, mens Cobra vil gøre alt for at få dem tilbage.

Stephen Sommers er en instruktør, der bevæger sig i samme luftlag som Michael Bay. Der skal være så vilde effekter, at en uholdbar historie kan accepteres som underholdningsværdi – og her er Bay en ubetinget mester, til trods for det ikke altid lykkes efter hensigten. Sommers derimod kan ikke få konceptet til at virke, selvom der bør være nok materiale i form af de mange tegneserier og det relativt spændende univers. Sommers er ikke interesseret i indhold – han er interesseret i knaldperler og heksehyl.

Man er vidne til det ene CGI-brag efter det andet, mens der forsøges at give historien en tiltrængt plastikoperation med sideplots om de enkelte karakterer i form af tilbageblik. Dog helt uden held. Des længere, man kommer ind i filmen, des mere bryder verden sammen sådan rent logisk. Det kan bl.a. i starten undre, hvorfor Cobra har valgt at placere deres base på Nordpolen sådan med hensyn til omkostninger og logistik, nu når man skal tilintetgøre verden. Da vores helte fra G.I. Joe vil angribe Cobra-hovedkvarteret med ubåd, opstår et underligt geologisk fænomen. Nemlig at is pludseligt er tungere end vand og kan synke, hvilket naturligvis udmunder i årets mest bizarre undervands-actionsekvens. Ganske vist er der fart over feltet, faktisk igennem hele filmen, men der er trods alt grænser for, hvor meget dumhed man vil betale penge for.

Hvor plottet ikke kan slå til, burde det omfattende persongalleri kunne stå distancen – men nej. Til trods for de mange ellers relativt interessante karakterer og egentlig talentfulde skuespillere synes mange af personerne helt skudt ved siden af. Sommers vision består bl.a. af Marlon Wayans som håbløst irriterende comic relief og en overspillende Christopher Eccleston. Værst er dog den ellers talentfulde Joseph Gordon-Levitt. Han kan dårligt sige sine raspende replikker bag en gummimaske, der ligner et aflagt krystalkranie fra den seneste Indiana Jones-film.