A Girl Walks Home Alone At Night
Udgivet 8. jul 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Man kan allerede høre det på titlen: “A Girl Walks Home Alone At Night”. En fantastisk titel, som skaber billeder og sætter stemningen. Det her er en film, der ikke er helt som de andre. Det er nemlig noget så eksotisk og kuriøst som en amerikansk produceret vampyrfilm, der foregår Iran. I sort/hvid. Skabt på Elijah Woods produktionsselskab, Spectrevision. Med så usædvanligt et udgangspunkt forventede jeg en lige så usædvanlig film. Og “A Girl Walks…” er netop det. Usædvanlig. Og usædvanligt cool.
Det er imidlertid stilen, stemningen og attituden, som gør “A Girl Walks…” til en usædvanlig filmoplevelse. De sort/hvide billeder vækker mindelser om Jim Jarmusch, som jo også beskæftigede sig med vampyrer i “Only Lovers Left Alive” fra 2013. En film som “Stranger Than Paradise” er dog en mere oplagt reference med sin rolige, fåmælte fremdrift og den sort/hvide billedside. Billedet af den smukke kvindelige vampyr, der glider igennem den trøstesløse industriby klædt i sort hijab på jagt efter et nyt offer, er et af de mest slående, jeg har set i lang tid. Det fungerer godt at tage en hijab – som er blevet et enormt værdiladet symbol herhjemme i de senere år – og koble den med nogle helt andre associationer. Det virker befriende.
Der bliver også plads til lidt rendyrket Springsteen-americana, når vampyren og hendes udkårne fantaserer om om at hoppe ind i hans store amerikanerbil og bare køre, køre, køre, indtil den spøgelsesagtige industriby forsvinder i horisonten. Ana Lily Amirpour får alle de forskelligartede kulturelle inspirationskilder til at ophæve sig til noget, der er så mærkværdigt og forfriskende, at det ligner sin helt egen stil. Noget nyt – simpelthen.
“A Girl Walks Home Alone At Night” er en simpel historie fortalt med et usædvanligt stilistisk overskud. Den smukke vampyr i sin sorte hijab og stribede bluse er så godt tænkt og realiseret, at det billede alene havde været nok til at bære filmoplevelsen. Tilsat den store musikalitet og den begavede leg med et væld af kulturelle referencer, og du har en usædvanligt cool film, der går alene hjem derude i filmnatten.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet