Harmonium
Udgivet 11. jan 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det begynder som forventet. Som når vi normalt får biograf-besøg fra Japan. Det roligt dvælende drama i en lige linje fra Ozu til nutidens Koreeda. I indledningen slår takten, som den skal. Helt bogstaveligt holder et metronom takten, imens familiens pige øver klaver. Far, mor og datter. Det er forventet, som det skal være. Indtil en fremmed flytter ind. Nu er den japanske forventning fucket op. Grumt og næsten smukt.
Det indså jeg dog først senere. For “Harmonium” sætter sig aldrig for alvor, men udvikler sig løbende med små skridt og høflige buk, som i det næste radikalt forandres med kæmpe hop på otte år, hvor drama om tilgivelse bliver erstattet med noir, tragedie og evig hævn. Og først til slut indså jeg, at der alligevel var en stor plan. En helhed om fortidens synder. En film konstant ude af takt og alligevel i perfekt takt, når Fukada og den fremmede er færdige med familien.
Som manisk at vaske hænder i evige tvangstanker, da mors synder rammer datteren. Hun har sin egen, private sæbe. Skrubbe, skrubbe, skrubbe. Alligevel vil fortiden ikke gå væk. Mord kan aldrig tages tilbage. Den slags blod går ikke af i vask. Derimod banker den gerne på døren i ny forklædning otte år senere med det kristne dilemma: tilgivelse eller hævn? Find takten igen eller få vasket dine hænder i smadder af fortiden.
Jeg blev helt fucket op af “Harmonium”. For den harmoniske bordbøn og de høflige buk afløses snart af noget, der er meget mere grumt, end hvad Michael Keatons filmklassiske fremmede nogensinde kunne true eller flytte ind med. Her har handlinger grumme konsekvenser. Og det er næsten smukt, når Japan er ude af takt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet