Ingen er en ø

Jeg har set den her film én gang. Dengang tidligere på året hed den “Lampedusa in Winter”. Den handlede om de vigtigste 20 kvadratkilometer på Jorden. Øen Lampedusa, der er Europas forpost i mødet med de mange mennesker på flugt fra syd. Det her portræt af flygtninge-øen hedder “Havet brænder” og gentager pointen om, at ingen er en ø. Heller ikke Lampedusa.

For igen handler det om øen – ikke flugten dertil. Titlen snyder lidt. For den refererer til et stykke musik, som radioværten på Lampedusa spiller som et lytterønske. Det er en lidt mere klassisk vært end kollegaen fra “Lampedusa in Winter”, der spillede de unge hits. På den måde er der mange ligheder imellem de to film, hvor fokus er på at vise de ualmindelige almindeligheder midt i flygtningekaos.

En mamma laver spaghetti i køkkenet, imens hun lytter til musikken, “Havet brænder”. Livet fortsætter for dem på land, imens dem ude på vand kæmper for at nå til Fort Europa. Her er hovedpersonen en dreng, der skyder med slangebøsse, når han ikke går i skole. Han har et dovent øje – et af den vestlige verdens hverdagsproblemer. Som fiskerne i “Lampedusa in Winter”, der ikke kunne få fangsten videre til det store Italien.

Jeg var ikke vild med Gianfranco Rosis Rom-portræt “Sacro GRA”. Det havde for meget kølig distance, en næsten nedværdigende ironi i forhold til de mennesker, han viste frem. Her er der også distance. De ankomne flygtninge er objekter, der betragtes. Det føles som et antropologisk feltstudie fra for 100 år siden. Det tætteste, dem på flugt kommer på at blive mennesker her, er, da de spiller fodbold. Syrien imod Libyen. Den bliver afgjort på straffespark.

Men grebet gør indtryk til sidst. Rednings-gummibåde ankommer til en smuglerbåd. Hiver de mest syge over som slatne fisk. Ligger på dækket og ryster, kramper, fryser og dehydrerer, imens Rosi køligt stiller sit blik til rådighed. Se! Se – jer i Vesten – det her kan vi ikke vende blikket væk fra. De kommer – vi må gøre noget. For ingen tager den her tur for fornøjelsens skyld. Slet ikke dem, der kun har 800 dollars til at få plads i lasten – det koster 1500 at sidde på førsteklasse på smuglerbåden. Det er ren “Titanic”.