Snehvides vide verden

Et Snehvide-spinoff – uden Snehvide. Den må have været vanskelig at pitche. Men en eller anden har åbenbart haft held med projektet. I hvert fald er “The Huntsman: Winter’s War” nu en realitet. Den følger op på begivenhederne før og efter “Snowwhite and the Huntsman” fra 2012. En film, der fik samme lunkne modtagelse som en omgang slud på juleaften: Tæt på, men så alligevel ikke. Lidt uretfærdigt, synes jeg, for der var mange fine fantasy-takter i den Peter Jackson-inspirerede opdatering af eventyret om prinsessen, dværgene og den onde stedmor. Men er universet veludviklet nok til, at det kan rumme en film uden sin hovedkarakter? Det er nok for meget forlangt.

Hvor meget univers er der overhovedet at gå på opdagelse i? Historien famler sig frem i et uudforsket eventyrland, mens den febrilsk forsøger at sætte det bjergede vraggods fra den første film – og det oprindelige Snehvide-eventyr – sammen til en meningsfuld helhed. Elegant er det ikke. Snarere kikset. Snehvide bliver omtalt adskillige gange af de øvrige karakterer i et forsøg på at holde lidt sammen på de usammenhængende begivenheder, men Kristen Stewart dukker aldrig op på lærredet. Selv om det egentlig er hende, der sætter dette nye eventyr i gang.

‘Det lille spejl på væggen’ har nemlig vist sig at være et magtfuldt, men forræderisk våben, og da det bliver stjålet, beordrer hun Jægeren, Chris Hemsworth, at skaffe det tilbage. Alt sammen formidlet af diverse budbringere, da Snehvide kun optræder af navn. Det er noget rod. Måske er det de mange kritikerhug, hun modtog sidst, der har holdt Stewart væk? Ærgerligt. For med sin akavede, kejtede charme, synes jeg faktisk, hun var et tiltrængt, lille twist på det klassiske billede af eventyrprinsessen som en kernesund, storsmilende solstråle.

Til gengæld har man fundet det nødvendigt at genoplive Charlize Therons karakter, Ravenna, den onde stedmor. Nu i selskab med sin søster, spillet af Emily Blunt. Hvis fravær i den første film er svært at forklare, hvis man skal tage universkonstruktionen alvorligt. Men nuvel. Theron er stadig en ulideligt skinger skurk. Tænk Nic Cage iført en forgyldt fjerkjole fra Björks overskudslager. For meget. Med et ekstra lag af alt-for-meget. Der bliver i øvrigt ikke gjort nogen særlig indsats for at gøre hendes pludselige genopståen troværdig. Den indre logik er i det hele taget svær at få øje på. En dødssynd, hvis man vil stable en levedygtig fantasy-franchise på benene. Det er desuden lettere bizart at opleve Jessica Chastain med syngende skotsk accent i rollen som Jægeren Sara. Hvorfor taler skuespillere i fantasyfilm så ofte med en anden national accent end deres egen, når det hele foregår i en opdigtet fantasiverden? I tilfældet Chastain er det vist ikke meningen, det skal lyde så sjovt, som det gør.

Det skorter dog heller ikke på bevidst komiske karakterer. Hemsworth har stadig et kronisk glimt i øjet og minder mere om en fordrukken bulderbasse end en Aragorn-agtig ranger-type. Hans ordvekslinger med fortællingens fire smågrove dværge lyder, som om de er planket fra en britisk pub omkring lukketid på en lønningsdag. “Winter’s War” er lettere og sjovere end sin forgænger. Visuelt er universet stadig smukt realiseret, omend vel rigeligt inspireret af “Ringenes herre” med sine mystiske elverskove, mørke krostuer og brummende trolde-monstre.