Identity Thief
I sin humoristiske og fascinerende dokumentarfilm, “The King of Kong” fra 2007, afslørede Seth Gordon bedrag og nepotisme blandt topfolkene i arkadespillenes hardcore inderkreds. Filmen bevægede sig ind i en kitschet og indspist verden af spilnørder, der på selvhøjtidelig og selvbedragerisk vis opfører sig som konger i deres eget arkade-kingdom – en guldbelagt, historiemæssig foræring faktisk, hvor virkelighedens skurk har sit hoved så langt oppe i sin egen røv, at man både fascineres og krummer tæer. Men kan Gordon gøre det igen? Med vilje altså. Med et planlagt plot og på forhånd udtænkte karakterspændinger? Nu prøver han i hvert fald – for tredje gang – kræfter med fiktionens komedieverden.
En fin idé – og særligt det ret fimsede unisex-navn er en humoristisk præmis. Men selvom “Identity Thief” altså ikke repræsenterer Gordons første tur på den kommercielle komediemølle (det er hans tredje spillefilm ovenpå “Four Christmases” og “De satans chefer” samt flere afsnit af bl.a. komedieserierne “Modern Family” og “The Office”), kommer hans erfaring altså til at klinge en anelse hult, for alt for mange scener skyder forbi lattermusklernes målskive.
Men jagten efter at samfundskommentere og give “Identity Thief” en dybere mening i den humoristiske “joke-på-joke”-tomhed er egentlig bare med til at gøre filmen luftig og “det plejer at virke”-agtig. Dermed ikke sagt, at der ikke er grobund for nogle billige grin. Men filmens sjove øjeblikke er fungerer egentlig sjovere i hukommelsen end i selve øjeblikket. Dog er både Bateman (som også er producer på filmen) og McCarthy (fra “Brudepiger”) gode sammen, mens de knokler det bedste, de har lært. Men løse ender i manuskriptet (særligt i Dianes mandejagt) og fortænkte, humoristiske indslag svækker præstationernes latterkrampende afkast.
I Seth Gordons tredje fiktionsfilm stiller han op med et stærkt professionelt hold, hvor Jason Bateman og Melissa McCarthy har de bærende roller. Således står “Identity Thief” i stærk kontrast til Gordons kultdokumentar, “The King of Kong”, der er helt vildt seværdig med sine ufrivilligt sjove personer i arkadespilsmiljøet og sin fantastisk absurde historie. Og det lykkes da heller ikke Gordon at fremelske samme humoristiske og satiriske underholdning ud fra et fiktionsmanuskript som ud fra virkeligheden – heller ikke selv om “Identity Thief” tager afsæt i et virkeligt problem: Identitetstyveri.
Her er dog scener, der får musklerne i maveregionen til at krumme sig sammen, og der er ingen tvivl om, at flere af filmens (indimellem lidt for pågående) gak og løjer vil få flere biografsale til at buldre af latter. Og der er også lagt lidt brødkrummer ud til den nørdede tand – de, der elskede det indspiste og nørdede miljø i “The King of Kong”. De leveres på dialogbasis af Batemans karakter.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
