Superchippens herre

Mobilen ringer efterfulgt af et ’shit!' Det er forskellen på Iqbal og Lille-Per. Og det er åbningen på den anden film om Iqbal, der er en glad dreng fra et positivt skildret Nørrebro, hvor det er bedre at køre på løbehjul end i forurenende limousine. Som en anden Frodo skal Iqbal denne gang lære, at hverken penge eller evig energi fra en superchip kan konkurrere med Silles venskab.

Og igen er det klimaklamme problemer, der hærger København. Det er jo en Manu Sareen-bog – dengang De Radikale, nu Alternativet – som løjerne er baseret på. I “Den hemmelige opskrift” ville Æselmand og Svinet sprænge Tivoli i luften til fordel for p-pladser. Denne gang har de to kumpaner fundet olie under Blågårdsgade midt på Nørrebro, der hvor Iqbal bor. Det må igen stoppes med en “Olsen-Banden”-plan – to politiuniformer og en kuffert.

Rasmus Bjerg og Andreas Bo stråler igen slesk som skurkene, der nu står bag Donkey Energy, som de har startet op, efter de har hjulpet regeringen med et oliesalg til Goldman Sachs. Tag den, Bjarne Corydon. Men olieeventyret trues af superchippen, som Iqbal har skabt ved at bede til både Gud, Buddha og Allah – mindst en af dem svarede med en klimavenlig energichip, som truer olieindustrien. Måske Iqbal kan snydes? Med løfter om 10 millioner og en ny iPhone? For han er jo bare et barn. Dem hader de. Og fyldte oliven, siger Svinet.

Men penge er som bekendt ikke alt, selv om de ville være rare at have, når nu politikerne vil bygge nyt og dyrt på Nørrebro. Så skal Iqbal jo flytte – og hvad med Sille? Hun er godt nok ikke imponeret af den nyrige Iqbal, som mister sin sjæl i kampen om superchippen inde i Mount Doom aka Stålvalseværket, der er det eneste sted som, som chippen kan destrueres.

Det er i mødet mellem det abstrakt politiske og det konkrete venskab, at “Iqbal”-serien er en sjov nyskabelse. Der er både møder med Psykonette om en mulig ADHD-diagnose, og der er Dar Salim igen i kjole med en piratkennel i lejligheden. Det er abstrakt politisk at give en fuck for diagnose-samfundet, hvor alle er særligt sensitive i stedet for bare at hylde, at nogen kan lide at læse og andre at løbe, og det er konkret venskab, når Sille og Iqbal har hinandens ryg, fordi de er venner forever, som de har skrevet i opgangen.