James White
Udgivet 23. feb 2016 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Din far og mor skal dø. Forhåbentlig hverken i dag eller i morgen, men hvis alt forløber efter naturens orden, så kommer du til at se dem begge gå i graven. Det er en af den slags tanker, de fleste af os skubber til side. Men sådan er det jo. Og hvordan håndterer man det, hvis ens forældre bliver hjælpeløse og får brug for ens pleje? Overvejelser af den nedtrykkende type har fyldt mit hoved, siden jeg så det amerikanske indiedrama “James White”. Et klaustrofobisk, ubehageligt og uafrysteligt portræt af en vred, ung mand i krise. En slags Michael Hanekes “Amour” for 20-30-årige fuckups.
Det er ikke mindst takket være Christopher Abbotts præstation i titelrollen. Der er mange ekstreme close-ups af hans ansigt, som fint og subtilt registrerer de pludselige skift i James’ sindstilstand. Afmagt og resignation kan pludselig slå om i voldelig vrede. Jeg føler virkelig utilregneligheden hos den unge mand, der er presset langt ud over sine grænser, og befinder sig i en situation, som han er tvunget til at håndtere, selv om det er alt for meget for ham.
“James White” konfronterer det ubehagelige uden omsvøb, og det er næsten ubærligt at se James forsøge at hjælpe sin døende mor, mens han kæmper – undertider forgæves – mod trangen til at løbe skrigende bort. Der er ingen afklaring eller letkøbt forløsning at hente. Kun en konstatering af dødens ubehagelige faktum og, måske, en smule trøst i visheden om, at andre føler sig lige så afmægtige og hjælpeløse, når de står i den situation. Man bare må gøre det så godt, man kan.
“James White” er en ubehagelig filmoplevelse. Men ligesom Hanekes “Amour” siger den noget om de former, kærligheden kan antage, når døden trænger sig på. Denne gang mellem mor og søn. Og den rejser et ubehageligt spørgsmål, der stadig sidder i kroppen på mig: Hvor meget er du værd, når det virkelig gælder?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet