Karate Kid, The (2010)
Udgivet 4. aug 2010 | Af: The Insider | Set i biografen
Nogle vil nok mene, at det er helligbrøde at genindspille John G. Avildsens “The Karate Kid” fra 1984, men i så fald bør man lige slå (eller eventuelt cirkelsparke) koldt vand i blodet. Avildsens Oscar-nominerede 80’er-hit er da underholdende og charmerende, men den er blevet mindre slagkraftig og mere corny med alderen, og så er det værd at huske, at den også var et remake. Nej, den var ikke en genindspilning af en specifik film, men den klassiske historie om den ensomme outsider, som forvandles til en populær champ, er altså blevet fortalt og genfortalt siden tidernes morgen.
I den gamle film blev Daniel undervist i karate af den japanske vicevært, Mr. Miyagi: En diminutiv herre à la Yoda, som både gav Daniels selvtillid og kampsportsfærdigheder et boost, så han kunne overmande skolegårdens bisser og score drømmepigen. Chan spiller den nye Miyagi, Mr. Han. Ja, i det mindste har genindspilningens bagmænd ændret navnene og omgivelserne, og i en tidlig scene, hvor Han tværer et insekt ud med en fluesmækker, forsøger filmen tydeligvis at tage afstand fra originalen, hvor Miyagi prøvede – uden held – at fange fluer med oldgamle spisepinde. Budskabet er klart: Den nye “The Karate Kid” er anderledes og moderne, folkens!
Men kemien mellem skuespillerne er heldigvis intakt. Jaden Smith, Will Smiths 12-årige søn, er fuldstændig overbevisende – om han så skal forestille at være fortvivlet og trist, som han er i starten, eller en selvsikker, røvsparkende tween, som han bliver senere. Og ovenpå en række forglemmelige præstationer i flere petitesser (“Rush Hour 3”, “The Forbidden Kingdom”) kommer Chans glimrende præstation nærmest som en åbenbaring. Det klæder den sædvanligvis højspændte Chan at være lidt mere tilbageholden, og i en enkelt bevægende scene (filmens bedste), hvor Han røber sin traumatiske fortid over for Dre, afslører Chan en rørende, dybfølt sårbarhed, som man ikke anede, han magtede. Sammen udgør de to en fabelagtig duo, som man ikke kan undgå at holde af.
Desværre bliver Hans fortid ikke gransket grundigere. Dres møde med en helt anderledes kultur bliver heller ikke udforsket synderligt, og hans jævnaldrende fjender forbliver stereotype kinesere, der bare skuer og sparker på kommando. “The Karate Kid” er altså en forspildt mulighed – en tilforladelig film, som snildt kunne have været fantastisk, hvis man havde gået linen ud, ligesom Dre gør til den førnævnte turnering, hvor det er svært ikke at blive revet med af løjerne. Kampscenerne har en forfriskende brutalitet, som ikke lægger skjul på, hvor slemt det kan gå, når børn mobbes og toppes. Det er en skam, at resten af filmen ikke er lige så kompromisløs.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet