Den føles som døden

Det er de færreste af os, der ikke har kendt en, der nu er borte. Døden er en del af livet, og det eneste, man kan gøre, er at vælge, hvordan man vil håndtere den. Sådan er det også i Polen. I den sorte komedie “Krop og sjæl” introduceres vi til tre mennesker, der på hver deres måde forsøger at undgå at forholde sig til deres personlige tab. Det ender dog med at være noget mere sort end komisk, når selvmord, ensomhed og depression udforskes i så langsomt et tempo.

Der indledes let og morsomt med en midaldrende drabschef med et livstræt blik i øjnene, der ankommer til et gerningssted. En trist mand har slået sig selv ihjel og selve opklaringsarbejdet er overflødigt. Mens drabschefen står og diskuterer dødstidspunktet med en retsmediciner, rejser den døde mand sig pludseligt op og går sig med et fraværende blik i øjnene en tur langs den nærliggende sø. Det er sort, men der følges aldrig op på det sjove anslag, sætter sig ikke i sjælen, men forlader den her filmkrop straks.

“Krop og sjæl” har ikke følt sig nødsaget til at inkludere et plot, men nøjes med den navnløse drabschef. I sit arbejde beskæftiger han sig med lig, og i privatlivet hænger konens bortgang som en sort sky over hjemmet. Så i stedet for et plot præsenteres vi for en række situationer, hvor karakterer mødes, snakker, for så at skilles igen. Scener kommer og går, nogle gange efterlader de et indtryk, for det meste ikke. Som dem med datteren Olga, hvis had til farmand kun overgås af hadet til sig selv. Hun indlægges med en spiseforstyrrelse, hvor hun møder den alternative behandler Anna, der igennem terapi med dans og selvudfoldelse forsøger at hjælpe den unge anorektiker. Videre til næste scene.

Der forsøges at tage et nærbillede af nutidens Polen. Det tidligere østblokland portrætteres som et følelseskoldt og gråt sted, hvor VVS-systemerne sjældent virker, og menneskerne ikke kan finde ud af at snakke med hinanden. “Krop og sjæl” er faktisk til tider et eftertænksomt bekendtskab med nogle spændende pointer om, hvordan vi som mennesker håndterer tab og afsavn. Hvor drabschefen flygter ind i apati over for de døde, og Olga vender savnet af moderen til had imod sin far og sig selv, så bruger Anna, der har mistet sit barn, sin ‘gave’ som clairvoyant til forsat at være de døde nær.

Sammenlignet med hardcore kunstfilmsnarkomaner, der fascinerede sidder igennem syv timer lange Bela Tarr-film, så minder jeg nok mest om et børnehavebarn med ADHD. Men selv med de beskedne 90 minutters spilletid, så føles “Krop og sjæl” som at sidde og kigge på et ur. Der bruges ofte for lang tid på at sige den samme ting. Vi behøver ikke både se Anna spise alene i sin lejlighed, passe sine potteplanter alene og dele sin seng med sin gigantiske hund for at fatte, at hun er ensom.