I medgang og modgang

“The Social Network” var dén film, der kondenserede det d. 21. århundredes første årti til essens. 00’ernes selviscenesættende imagepleje og kampen for at have adgang til de rigtige fester, folk og sociale lag blev perfekt indrammet i portrættet af Facebooks stifter, Mark Zuckerberg. “Kvinden der forsvandt” er en slags tematisk toer, der måske bliver essensen af tiden efter. Den tid, hvor der ikke var mere at like.

David Fincher flytter her sit tidsfokus fra perioden under Facebooks gyldne æra, hvor livet var lige det, du kunne tænke dig, det skulle være. Dengang, der var dagpenge og ældrechecks til alle. Til tiden efter låneboblerne. Tiden, hvor gælden skulle betales af efter de syv fede år. De magre år. Vores nutid. I den nutid er medgangen også vendt til modgang for Amy og Nick, der begge tidligere har levet det liv, de kunne tænke sig, som smarte skribenter i New York og med et perfekt ægteskab. Men krisen stjæler jobbet og sender dem til Missouris Midtvest midt i suburbia. En dag er Amy væk. En forbrydelse? Kidnapning eller mord? Har Nick gjort det?

Igennem et sindrigt flashback-setup, hvor Amy voice-over-oplæser sin historie fra en dagbog, er den første time dedikeret en rendyrket thriller, som det var tilfældet i Finchers seriemorder-svendestykke, “Zodiac”. Alle gætter med. Betjenten, svigerforældrene, søsteren, parcelhusbyen og snart landets medier. Det gjorde jeg også. Forsøgte at give mening til alle spor; breve, blodpletter, glemte trusser, dagbogen og hvorfor er han ikke mere ked af det, ham Nick? Men så sker der noget. Der skiftes overraskende gear. Ikke fra tredje til femte eller omvendt. Nærmere fra krybende cruise control til psykopatisk bakgear. Som i Alfred Hitchcocks “Vertigo”, der nærmest genstartes halvvejs med et magisk mindfuck. Og så er det lige pludselig en helt anden film, der giver en hjælpeløs fornemmelse af at være en af Frank Underwoods marionetter.

Det er ikke den eneste parallel til Finchers tv-succes, “House of Cards”. Den kølige, beregnende, ja, nærmest sarkastiske tone, som The Underwoods dyrker, dyrker Amy og Nick også. De new yorker-nedgør de andre, imens de iscenesætter sig som perfekte, ydre skaller. Det er den største genistreg ved “Kvinden der forsvandt”. Normalt thriller en thriller os tættere på nogle personer, imens en detektiv følges i sin opklaring. Vi lærer dem at kende og grunden til forbrydelsen. Jeg lærte intet om Amy og Nick. De er tomme strandskaller, David Finchers marionetsmukke dukker, der ikke fortæller noget om dem selv. I stedet fungerer de som et djævelsk spejl, der viser modgangens ækle ansigt, for den, der kigger.

I den forstand er ansigterne på Amy og Nick velvalgt castet. Ben Affleck er så all american som altid. Mr. almindelige flotfyr. Rosamund Pikes Amy giver endnu færre hints. Hun er den perfekte blanding af Claire Underwoods køligt stramme jeg-føler-ikke-en-skid-fjæs og så Kim Novaks vampede “Vertigo”-blondine, der kan få en klam stalker frem i de fleste. De to er så anonymt perfekte, at det, de spejler – en finansfucked verden, ægteskabstomgang og parcelshusdøden – står lige så skarpt som Jeff Cronenbeths billeder. Koldt distanceret som i “The Social Network” med et forfaldshøjdepunkt i afbildningen af et forladt indkøbscenter, der står som et postapokalyptisk monument over tiden før krisen. Her går gådens politidetektiv ned af defekte rulletrapper til der, hvor man engang kunne købe sig glad. Nu kan man kun købe stoffer, pistoler og piger. Og det ser ondt og ondt godt ud.