Lægen fra Chaussy
Udgivet 7. dec 2016 | Af: Andreas Strini | Set i biografen
For cirka fire år siden tog den lamme Philippe og hjælperen Driss Danmark med feel good-storm. “De urørlige” var en velfortjent succes. Nu forsøger Frankrig så at gentage succesen – igen med François Cluzet i en af de rørende roller. Han er syg og har brug for livsbekræftende hjælp. Historien er altså den samme. Men det bliver succesen næppe.
Mindre klukker jeg med Nathalie. Hun er en ung læge fra byen, der skal tage over, når Jean-Pierre ikke er her mere. Hun er ung. Hun er naiv. Og hun er på udebane i den lille landsby. Hun er alt det, som Driss også var tilbage i 2011. Men Driss var sjov. Hamrende sjov. Det er Nathalie ikke i samme grad. Hun er sød og charmerende, men mange grin vinder hun ikke. I hvert fald ikke med overlæg. Hendes sjoveste moment er en kamp med nogle gæs, men det er nærmere situationen og ikke hende, der får mig til at grine.
Og de landsbyboere er sgu også hyggelige og sjove. Der er den entusiastiske Guy, der trods sit engagement i landsbyen og grine-terapi aldrig har haft et smil på egne læber. Og der er byens elskværdige tosse, der er ekspert i 1. verdenskrig. Eller i den mere seriøse ende af byen, hvor den gamle, døende mand bor, som Jean-Pierre har svoret ikke at indlægge. Resten af beboerne stjæler fokus fra Nathalie og Jean-Pierre, som egentlig er dem, der burde være mest fokus på.
Og det er det store problem i “Lægen fra Chaussy”. De enkelte scener med de skæve landsbyboere er mere spændende end Jean-Pierre og Nathalies historie. For et par uger siden beviste “Truman – Venner for livet”, at kræft godt kan forenes i både humor og rørende alvor. Det formår Jean-Pierre og Nathalie ikke. Men et ambivalent sted midt imellem. Cluzet redder lidt på personligheden, men jeg foretrækker nu stadig at klukke urørligt med ham og Driss i stedet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet