We Need to Talk About Lampedusa

Det begynder med et alarmopkald. En person i den anden ende behøver hjælp. Men det er ikke en parcelhusejer, der er ved at få tømt sit hus for Kählervaser, som nu ringer 112. Personen er ved at synke med en båd, der er på vej til den italienske ø Lampedusa. Det her er historien om Fort Europas forpost i Middelhavet. Det er hele verden samlet på 20 kvadratkilometer.

Jeg bilder mig selv ind, at “Lampedusa in Winter” er så neutral en størrelse, som det nu kan blive, når vi taler om tidens vigtigste emne; De mange mennesker, der med drømme om et bedre liv er på vej fra syd mod Europa. Ikke objektiv, men neutral. For det er i sig selv et standpunkt at lave en film om emnet. At vise hvor vild en virkelighed, der hersker på den mikroskopiske ø, som skal bære Europas byrde på sig, imens øens fiskere kæmper med at få dagens fangst fragtet til fastlandet.

For det her er ikke en historie om flygtninge eller migranter. Eller hvilket mærkat vi nu sætter på de mennesker, der er på vej væk fra et mareridt med drømmen om noget bedre. Det er derimod en historie om øen. Om lokalsamfundet på Lampedusa. Den lille verden i den store. Neutralt betragtes fiskerne, der er vrede over, at mennesker kan komme videre til fastlandet, når nu deres fangst ikke kan. Vreden kanaliseres imod systemet og de fremmede, der har overlevet bådturen på 110 kilometer. En genkendelig og forståelig vrede, som Lampedusa ikke har patent på.

På den anden side oplever de rejsende afrikanere også frustration. Over at være strandet her. Bundet til en umenneskelig asyllov, der langsomt punkterer drømmen om et bedre liv. Det er her “Lampedusa in Winter” er bedst. Alle på øen er ægte mennesker med ægte frustrationer. Fiskerne demonstrerer imod færgeselskabet, imens dem på gennemrejse demonstrerer imod systemet, der holder dem fanget på øen. Her opleves de mere ens end forskellige.

I midten af frustrationerne forsøger borgmesteren at hjælpe alle. En borgmester uden reel magt. For som i så mange andre sammenhænge, så er det ikke lokalt, at løsningen findes. Hverken på job eller flygtninge. De ansvarlige medvirker ikke i “Lampedusa in Winter”. Her er alle ofre. Og helt vildt almindelige. Som drengene, der går til fodbold, eller radioværten, der spiller den ny musik. De kan kun vente på, at verden finder ud af, at den europæiske fred ikke findes. At tusinder dør på vej med båd.