Tidligere på året fik vi fornøjelsen af Robert Eggers fantastiske fremstilling af Dracula i ‘Nosferatu’. Nu vender en anden monstrøs kending tilbage til filmlærredet i form af Frankensteins monster. Denne gang indtager mexicanske Guillermo del Toro instruktørstolen til stor begejstring.

Mens Halloween er lige på trapperne, og efterårsvinden puster til bladene udenfor, kan du snart sætte dig til rette i et varmt biografsæde og nyde en temmelig (u)hyggelig omgang gotisk gru. En ny filmatisering af Mary Shelleys klassiske roman ‘Frankenstein’ fra 1818 er nemlig lige på trapperne med Oscar Isaac og Jacob Elordi i hovedrollerne som henholdsvis Victor Frankenstein og dennes unavngivne monster (The Creature ifølge IMDb eller i folkemunde: Frankensteins monster). Når jeg skriver “ny”, mener jeg både ny i ordets egentlige forstand og ny som endnu en film i en lang række af ‘Frankenstein’-fremstillinger, der går helt tilbage til 1931. Denne gang med mesterlige Guillermo del Toro (‘Pans labyrint’, ‘The Shape of Water’) i spidsen som instruktør. Og med kongen af gotiske film bag roret – kun overgået af Tim Burton – kan det umuligt gå helt galt.

Men det går galt – ikke med selve filmen – men med Victor Franksteins drastiske forsøg på at gøre det døde levende igen. Fortællingen indledes et afsondret, uspecifikt sted i det nordlige nord. Året er 1857, og man følger en dansk skibsbesætning anført af Lars Mikkelsen som Kaptajn Andersen, hvis skib sidder fast i isen på sin vej til Nordpolen. Mens besætningen trodser kulde og sne for at løsne skibets skrog, afslører en nærtliggende eksplosion en såret Victor Frankenstein og lige i hælene på ham: En massiv, hætteklædt skabning, der vækker harme, hvor den går. I mødet med denne skabning bliver skibet næsten endevendt, indtil det lykkedes en hvis Lars Mikkelsen assisteret af Nikolaj Lie Kaas at sende uromageren væk …for en stund. I mellemtiden begynder den kvæstede Victor at fortælle om fortiden, og hvordan hans liv tog en tragisk drejning som konsekvens af et fejlslået videnskabeligt eksperiment. Og dog er der altid to sider af historien, skal det vise sig.

‘Frankenstein’ anno 2025 lover hverken for meget eller for lidt. Et sted i krydsfeltet mellem adventure, sci-fi og horror lander filmen, der i sin konventionelle tilgang til spændingsopbygning byder på en ganske underholdende fortælling lige efter bogen. Dette klinger en kende ordinært, men det er bestemt ikke tilfældet med denne adaption, som synes at flyve afsted trods dens varighed på 2 timer og 29 minutter. Måske fordi historien i forvejen er velkendt i europæisk kanon, anspores man ikke til at tro, at Guillermo del Toro ønsker at tage den i en ny, mere eksperimentel retning, hvilket han nok gør klogt i at undlade blot to år efter Oscar-vinderen ‘Poor Things’ (2023) gik sin gang. Under alle omstændigheder kunne den være stoppet med Victors livsberetning, hvormed det ville være en fin afrunding på en film, men den (spoiler alert) fortsætter til min udfortrødne tillid med at skildre monsterets version af historien som en naturlig forlængelse af den foregående, hvilket giver filmen et ekstra nøk i den rigtige retning.

Oscar Isaac gør det også godt som gal videnskabsmand, der med ihærdig pågåenhed og lægefaglig overlegenhed prøver at demonstrere for omverdenen, at han kan og bør forhindre døden, som hidtil har fulgt ham tæt ind til livet med to døde forældre. Det lykkedes da også at finde en rig mæcen, der på trods af slet skjulte hentydninger om afbetaling, spæder til, så Victor tidsnok kan flytte ind i et gammelt, skummelt tårn, som matcher hans ego på tilpas karikeret vis.

Inden længe er det faldefærdige fallos-tårn toptunet med grej og udstyr, der ville gøre enhver videnskabsmand eksalteret. En kapitalindsprøjtning, som effektivt lader sig omsætte til resultater i takt med, at antihelten Victors grådighed og gudekomplekser når nye højder. Ondskab avler ondskab siges det i filmen, hvilket undertiden får seeren til at tvivle på, hvem der egentlig er god, og hvem der er ond.

Således en grundlæggende kamp om det gode versus det onde. En grænsende til opslidt symbolik i filmen, hvis du spørger mig. De åbenlyse kontrastfulde elementer bliver i hvert fald malket, og der er ikke en diskrepans overladt til fantasien. Uskylden og renheden i modsætning til begærligheden, skønheden og udyret, det følsomme kontra det rationalle, åndsvidenskab og naturvidenskab, is og ild og jeg kunne blive ved. Men på trods af den til tider tunge symbolik køber jeg den. Selv de røde læderhandsker (han har blod på hænderne, we get it), den dyriske trang til at drikke mælk (som desværre uden sammenligning bringer associationer til sidste års ‘Babygirl’), ja, selv slutningens krølle af en solnedgang i horisonten (lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen, står der vistnok et sted i Bibelen) accepterer jeg.

Jacob Elordi er heller ikke så ringe som Frankensteins monster sammensat af diverse kropsdele fra ligene af dødsdømte og krigsofre. Dog kan jeg ikke ignorere den nagende fornemmelse af, at han er lidt fejlcastet til den her rolle – hans good-looking ydre taget i betragtning. Han er simpelthen for pæn til rollen, og skønt de har prøvet at dække ham til med makeup i lagvis, fremstår Elordi-monsteret stadigvæk en anelse poleret og altså på ingen måde uhyggeligt. Det er ærgerligt, da der efter min opfattelse er tale om et skrækindjagende væsen, der dræber til højre og venstre, og ikke et neurotisk forsøgsdyr med daddy issues. Men måske er det hensigten – i hvert fald har vi her at gøre med et monster, som gradvist bliver mere og mere menneskelig i mødet med civilisationen. Derudover består castet af Christoph Waltz (‘Django Unchained’), Mia Goth (‘Pearl’), Felix Kammerer (‘Intet nyt fra vestfronten’), Charles Dance (‘Game of Thrones’) samt David Bradley (‘Hot Fuzz’) i bærende roller.

Jeg kan nok heller ikke snige mig udenom den danske vinkel, som desværre forstyrrer mere end først forventet. Da filmen startede med en dansktalende Lars Mikkel frygtede jeg et øjeblik, at jeg skulle være vidne til en oversat version af originalen. Og jeg må da også erkende, at det danske cast bestående af Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Joachim Fjelstrup hylede mig ud af filmens magi i deres måde at råbe deres danske replikker på, så jeg ironisk nok ikke kunne forstå, hvad de sagde. Heldigvis overskyggede dette ikke filmens kvalitet, der foruden førstnævnte præstationer og et par sløsede CGI-momenter, jeg ikke behøver kommentere at nærmere, er rimelig solid, når det kommer til stykket. Jeg vil helt klart anbefale den.

‘Frankenstein’ har premiere i udvalgte danske biografer den 23. oktober og lander på Netflix den 7. november.