Nådeløs hævn
Udgivet 29. okt 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Det interessante ved plothuller er, at de egentlig kun generer, hvis de er i konflikt med filmens overordnede udformning. Når Batman kan hoppe en halv hundrede meter ned på taget af en bil og overleve, støder det ikke vores rimelighedsopfattelse, eftersom filmen allerede har etableret, at han er en helt, der er langt hinsides al rimelighed.
“Nådeløs hævn” starter ellers usædvanligt barskt for en mainstreamfilm, da Clyde Shelton – spillet af Gerard Butler – overfaldes i sit hjem, og hans datter og kone dræbes. Hans retfærdighedsans skuffes imidlertid, da advokaten Nick Rice i Jamie Foxx’ skikkelse indgår et forlig, og kun den ene af forbryderne straffes. Ti år senere har Clyde imidlertid forvandlet sig til en lettere psykotisk retfærdighedsmaskine, der vil rydde op i det bundrådne system én gang for alle. Han hævner sig først på de to forbrydere, men derefter går kampen videre mod de offentlige personer, han opfatter som moralsk tvivlsomme – hvilket viser sig stort set at være alle.
“Nådeløs hævn” låner ivrigt fra andre film, og ikke mindst et udpenslet mord ligner fuldstændig noget fra “Saw” blot med den forskel, at der klippes væk i det afgørende øjeblik. Foxx og Butler gør begge en hæderlig indsats med deres Hannibal Lecter/Clarice Starling-lignende forhold, men det bliver aldrig rigtig vedkommende, og filmens selvhøjtidelige, moralske tone er svær at sluge. Selve mordene er generelt for kompliceret udtænkt til at blive foruroligende, og da en Rullemarie-robot med maskingevær og bazooka dukker op, føles det mere som om, man ser en af “Høj pistolføring”-filmene.
Tilbage sidder vi med en film, der mest af alt føles som en sammenkogt ret, der består af kulørte dele fra andre film, men som serverer det hele, som havde den opfundet den dybe tallerken. Det bliver hurtigt en trættende affære at kigge på politihelikoptere, der flyver frem og tilbage, mens politifolk demonstrerer deres manglende evner til at håndtere situationen. Mest af alt så overvældes man af alle de meningsløse elementer. Man sidder derfor tilbage med en uendelig række spørgsmål, såsom hvorfor Foxx’ anklager efterforsker sager, hvorfor en toptrænet sikkerhedsekspert ikke har gidet beskyttet sit eget hjem, og hvorfor CIA mon ikke har gjort noget ved deres løbske morder? Da vi så endelig får forklaret handlingens rette sammenhæng, viser det sig, at de spørgsmål var filmens mindste problem.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet