En vampyrhistorie genopstår

Det udløste et kæmpe ramaskrig på de skandinaviske breddegrader, da amerikanske Matt Reeves bekræftede, at han ville genindspille den svenske vampyrfilm “Lad den rette komme ind”. Og med god grund. Jovist, Hollywood har produceret nogle hæderlige remakes gennem tiderne, men netop en vidunderlig film som “Lad den rette komme ind”, der er så dejligt intim og underspillet, kunne vel ikke slippe helskindet igennem Hollywoods samlebåndsfabrik uden at blive omdannet til overgearet splatter?

Heldigvis bliver ens frygt øjeblikkeligt gjort til skamme, for allerede i genindspilningens første scene fornemmer man, at “Let Me In” er blevet produceret langt væk fra de skruppelløse pengemænd i Hollywood. Titlen toner langsomt frem til tonerne af Michael Giacchinos smukke og subtile musik, og det første billede er af et afsides bjerglandskab i New Mexico, som virker nøjagtig lige så goldt og tomt som Stockholms snedækkede forstæder i “Lad den rette komme ind”. Den efterfølgende scene er til gengæld allerhelvedes intens og byder desuden på filmhistoriens mest mindeværdige åndedræt siden Darth Vaders.

Reeves er tydeligvis klar over, at han ikke genindspiller en temperamentsfuld, japansk gyser, men derimod en langt skrøbeligere størrelse, og han behandler den skræmmende opgave med respekt uden at smøre tykt på med den slags billige chokeffekter eller overgearet musik, som en mindre dristig filmmager nok havde gjort. Stilistisk kunne “Let Me In” ikke være mere anderledes end Reeves’ “Cloverfield”. I Reeves’ suveræne monsterfilm hoppede og dansede kameramændene, mens computergenererede uhyrer skreg og skrålede. Men i “Let Me In” udspiller rædslerne sig i mørket, kameraet observerer fra det fjerne, og computereffekterne er nedtonede. Således tvinger Reeves vores egen fantasi på overarbejde, og det gør kun filmen mere uhyggelig.

Æstetisk er “Let Me In” altså en værdig pendant til originalen, som ligeledes krøb under huden på sit publikum uden brug af vilde virkemidler. Historien er naturligvis den samme: Drengen Owen bor i en fjerntliggende flække sammen med sin mor. Den ensomme knægt er de lokale bøllers yndlingsoffer, men efter mødet med den nyankomne nabopige, Abby, begynder Owen omsider at oparbejde en smule selvtillid. Men Abby er ikke nogen ordinær 12-årig – hun er en vaskeægte vampyr, som i årevis har stået stille på skillelinjen til teenagealderen, og i takt med at Abbys blodtørst får byens befolkningstal til at dale, spirer børnenes unikke venskab.

Dét venskab er filmens hjerte og sjæl, og Reeves var så klog at hyre Hollywoods formentlig to bedste børneskuespillere: Kodi Smit-McPhee (“The Road”) og Chloe Moretz (“Kick-Ass”). Børnene er simpelthen fremragende til at skildre den indre uro, som plager dem begge, og man tror på dem hele vejen igennem. Filmen er godt nok ekstremt stemningsfuld, men det er først og fremmest Owen og Abbys venskab, som suger os ind. Der bliver desværre ikke dvælet helt så meget ved dét venskab som i originalen, men i denne omgang er der til gengæld mere kød på forholdet mellem Abby og hendes snigmyrdende værge (en superb Richard Jenkins).