Surfin’ Brian Wilson

”I was sittin’ in a crummy movie with my hands on my chin.” Med disse ord begynder sangen “Love & Mercy” som Bill Pohlads biopic om frontmanden fra The Beach Boys, Brian Wilson, er opkaldt efter. Sangteksten handler egentligt om vold i massemedierne, men kom desværre også til at beskrive min egen oplevelse med Pohlads film. Sådan da. For der er faktisk en del at holde i filmen om et af nyere tids største musikalske genier. Der skal bare lige surfes et par halvsløje bølger først for at finde det.

I modsætning til andre film om berømte mennesker som “Kongens store tale” eller “The Doors”, der enten fokuserer på en enkelt begivenhed eller fortæller hele personens liv kronologisk, viser “Love & Mercy” to meget forskellige perioder i Brian Wilsons liv parallelt med hinanden. Den ene foregår i tresserne, hvor han når karrierens kreative højdepunkter, men også kæmper med stofmisbrug og sin vaklende psyke. Den anden foregår i 80’erne, hvor skaden er sket, og han knapt nok kan forstå, hvad der sker rundt omkring ham. De to historier komplimenterer umiddelbart hinanden i kraft af deres forskellighed, men der er sprækker i fundamentet.

For “Love & Mercy” er en fejring af Brian Wilsons geni, men ikke af manden selv. Vi ser både hans kreative styrker, men lærer også om hans ringe sociale evner, og hvordan han aldrig var meget værd som far eller ægtemand. Desværre er han en af meget få karakterer, der ikke portrætteres som enten fantastisk eller modbydelig.

Paul Giamatti har fået den utaknemmelige rolle at spille Brian Wilsons ubehagelige psykiater, Dr. Eugene Landy, der behandler ham i firserne. Råbende og altid flankeret af mindst to håndlangere overmedicinerer han den stakkels mand og afholder ham fra at se sin familie og venner. Dr. Landy er præcis én plan om overtagelse af verdensherredømmet væk fra at være en superskurk direkte ud af Marvel-universet. For at veje op på Dr. Landys ondskab har man så valgt at portrættere Brian Wilsons kæreste i firserne, spillet af Elizabeth Banks, som en engel, der ikke kan gøre noget forkert. Begge er disse papirtynde karikaturer af ægte mennesker placeret i bærende roller.

Det bedste argumentet for at se “Love & Mercy” er Paul Dano og John Cusack, der spiller Brian Wilson i henholdsvis tresserne og firserne. Dano har brugt hele sin karriere på at perfektionerer rolle som den underlige og lettere fortvivlede mand, som ligner, at nogen har lokket ham hen, hvor end han er. Den erfaring bruges til fulde i portrættet af den følsomme og sårbare kunstner. John Cusacks vinkel er helt anderledes. Han spiller rollen, som hvis Raymond fra “Rain Man” havde fået en depression. De to portrætter af den samme kunstner er vidt forskellige, men det ender med at understrege, at vi måske i virkeligheden også havde at gøre med forskellige versioner af Brian Wilson. God pointe.