Lyset i havet
Udgivet 7. sep 2016 | Af: Anders Baad Mai | Set i biografen
Jeg kunne godt tænke mig at møde Derek Cianfrances far. Jeg tror, han er en god mand. En god mand, der har mødt meget modgang i livet, men som er kommet ud på den anden side med de moralske værdier i orden. Michael Fassbender har fået rollen som faderen i “Lyset i havet”, og derfor er det hans tur til at være en psykisk skadet mand, hvis moral bliver sat på en prøve. Skal han stjæle et barn og opdrage hende, som var hun hans eget? Eller skal han fortælle til myndighederne, at han har fundet hende? Desværre er den her farmand ikke Derek Cianfrances bedste.
Der mangler de mest mindeværdige stunder fra “Blue Valentine”. De stille stunder imellem Gosling og Michelle Williams. Når han forsøgte at genvinde flammen i ægteskabet ved at slæbe hende modvilligt på kærlighedshotel, hvor de bader sammen som i starten. De har lykkelige stunder, ja, og de råber af hinanden, ja, men den stille hverdag forener. Den er væk i “Lyset i havet”. Her bevæger Cianfrance sig i ekstremerne. Enten er familien lykkelige, så selv fuglene synger med. Eller også er de så triste, at selve livet virker meningsløst.
I midten står Fassbender, der gør sit bedste, som faderen fanget i et dilemma. Jeg kunne mærke konflikten hos ham, da han i de lykkelige stunder vidste, at de levede på købt lykke. Vikander fremstår til sammenligning mere flad – kun glad og ked. Så var hun altså mere menneskelig som “Ex Machina”-robot.
Mon Derek Cianfrances far er som Michael Fassbender? I “Lyset i havet” møder han stor modgang. Men det skal nok gå. For hos Cianfrance, så vælger farmand altid den moralsk rigtige vej. Det er hans dilemma, der ender som det stærkeste kort. Ham ville jeg gerne have mødt i en film, der ikke var så blændet af sit eget ekstreme lys og mørke. I stedet er den tredje film om Cianfrances far blevet den dårligste.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet