Mapplethorpe: Look at the Pictures
Udgivet 14. jun 2016 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Kig på billederne, skriger den amerikanske senator Jesse Helms fra talerstolen. Egentlig mener han det modsatte. Sådanne billeder bør ingen tvinges til at se. De bør slet ikke eksistere. Kunst er det i hvert fald ikke. Og da slet ikke kunst af den slags, der er værdig til offentlige støttedollars. I sin hånd holder han et par fotografier af den amerikanske stjernefotograf Robert Mapplethorpe, der er emnet i dokumentaren “Mapplethorpe: Look at the Pictures”. En ekstrem karakter i New Yorks kunstnermiljø i 70’erne og 80’erne. Han tog billeder af blomster, berømtheder – og hardcore sadomasochistisk bøssesex. Det var sidstnævnte, der fik den kære senators blod i kog, hvis der skulle være tvivl.
Det er ikke nogen stilistisk banebrydende dokumentar, instruktør Fenton Bailey har strikket sammen. Arbejdet med at sammensætte en ny udstilling af Mapplethorpes samlede værk bliver udgangspunktet for et traditionelt portræt af liv og levned med læssevis af talking heads, lidt arkivmateriale og en masse kyndig analyse af hans kunstneriske talenter. Den slags kan nemt blive kedeligt. Sexbillederne er ikke lige så chokerende set fra googletidsalderens Danmark, som de så ud for den befippede senator tilbage i 80’erne. Hverken emnet eller tilgangen er altså usædvanligt ophidsende. Alligevel hæver Mapplethorpe sig en anelse over den grå masse af lignende portrætter med sit skæve karaktergalleri og et højt tempo.
Det er ikke kun sjov. Der er også et tungt mørke i Mapplethorpe-fortællingen, som ender, da han dør af aids. I et af sine mest berømte billeder har han fotograferet sig selv bagfra, nøgen, med en lang pisk proppet op i bagsmækken. Han kigger sig over skulderen og ligner mest af alt en dæmon med en lang hale, der stirrer anklagende og provokerende ud gennem billedet. Han udfordrede den gode smag i sin kunst, den gode moral i livsførelse og fik det frelste Amerika på nakken. En typisk provokunstner. Set fra det mere frisindede Danmark er der dog mere sjov end chok i “Mapplethorpe: Look at the Pictures”.
Er Mapplethorpes billeder kunst, porno eller begge dele? Det er der nok blandede meninger om. I vores del af verden vil de fleste dog nok grine overbærende af den sure senator, der raser imod de frække fotografier. “Mapplethorpe: Look at the Pictures” får næppe de danske politikere til at skrige fra Folketingets talerstol. Den er mere sjov end chokerende.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet