Game, set, matchDen tid synes at være forbi, hvor gode gamle Woody Allen spillede (den altid hyperneurotiske) førsteelsker i sine egne film. I sine to seneste film overlod han rampelyset til yngre herrer, og i den aktuelle “Match Point” er hovedrollen ligeledes i hænderne på et ungt talent, den djævelskt charmerende Jonathan Rhys-Meyers, der må ses sin charme matchet af sexede Scarlett Johansson. Vi er dog langt fra New Yorker intellektuelle eller den genrerefererende komedie, som har været et yndet tema for Allens film. Forandring fryder som bekendt, men “Match Point” får næsten én til at ønske, at Woody var blevet ved sin læst på Manhattan i stedet for at tage til London, for det er blevet til et ujævnt drama med heldet som forceret tema.

Allerede de første toner under de karakteristisk simple intro-credits vidner om at Allen har skiftet til det mere alvorlige hjørne. Den glade jazzmusik er afløst af Gaetano Donizettis “Una Furtiva Lagrima” (fra operaen “Elskovssdrikken”) og netop opera er blevet filmens gennemgående tema. Det let sørgmodige og det melankolske, der varsler sorg og hjertekvaler. Men først skal vi igennem en skarp og yderst fornem udlevering af den engelske overklasse og dennes mindre flatterende sider.

Chris, der ikke kommer fra en velhavende familie, tjener til dagen og vejen som tennislærer for rigmandssønner og møder her Tom (Matthew Coode), der introducerer ham til søsteren Chloe (Emily Mortimer), som straks falder pladask for den simple, men charmerende dreng. Chris fatter interesse for Chloe og bliver samtidig imponeret over det rige liv, hun lever. Han får hurtigt smag for det, men hvad værre er, han får også smag for Toms kæreste Nola (Scarlett Johansson), en ung amerikansk skuespillerinde, der håber at slå igennem i London. Hendes ligefremme sensualitet slår benene væk under Chris, og de to opdager, at de på mange måder har mere til fælles end med deres respektive partnere. Men er det virkelig så let at vælge mellem monetær tryghed og den irrationelle forelskelse, når man har vænnet sig til det søde liv? Allens svar i “Match Point” er måske nok en finurlig og overraskende stikpille til Hollywoods romancer, men han vælger desværre at nå til sit facit ved at lade hånt om troværdighed hos sine hovedkarakterer.

Filmen er ellers svidende og ganske morsom i sin dialog, så længe den satiriserer over klasseskellet, og dens håndtering af den romantiske forvikling og komplikation fungerer også udmærket. Det er imidlertid så snart Allen vil forsøge at tage publikum på sengen ved historiens bratte skift, at det hele går galt. Man føler, at filmen pludselig vil være noget helt andet, men mest af alt irriteres man over det utroværdige i Chris’ forvandling og de usandsynlige valg, han træffer. Det kunne være blevet en interessant pendant til “Farligt begær”, men i stedet snubler “Match Point” et godt stykke inden målstregen – og styrtet lader sig mærke.

De to hovedroller, Rhys-Meyers og Johansson, der flankeres af en række stabile biroller, er fortræffeligt castet og kemien mellem dem fejler bestemt ikke noget. Johansson er dragende i sin seksuelle udstråling og giver et fint varierende portræt af den på én gang lokkende, usikre og senere fortvivlede Nola. Rhys-Meyers er dog sært fascinerende i sin tiltrækningskraft der påvirker både tilskuer og alle folk omkring ham. Det drengede ansigt og de sørgmodige øjne dækker nemlig hos Chris over et koldt, beregnende og ganske egoistisk individ. Men ak, Rhys-Meyers’ gådefuldhed punkteres af filmens tredje akt, der nærmere imploderer end eksploderer.