Stille, vi laver kunst… Ved havet

”Nein, nein, nein!” udskriger en tysktalende Charlotte Munck, da hun 95 minutter inde i “Meeres Stille” bliver udsat for klavermusik. En ukendt mand, der måske er et spøgelse, har kort forinden forladt det afsides sommerhus, som Muncks rolle med mand og datter holder ferie i. På dette tidspunkt aner jeg stadig væk ikke, hvad der foregår. Og det er en del minutter siden, at jeg egentlig var interesseret i at finde ud af det.

Debutant Juliane Fezer forsøger sig her med en af den slags kunstfilm, der tror, at et fremmedgjort blik, et pludseligt skrig og regn på faldne blade i sig selv giver den dybe mening og betydning. Det gør det ikke. Det er heller ikke meningsfuldt, at en far med søn engang i fortiden har boet i sommerhuset, men som nu på en måde hjemsøger den nye familie. Når drengen i et fortidsklip slår på husets vandrør, så virker vandet igen i nutidens hus. Er de spøgelser? Eller er det bare mystisk? Nej, kun ligegyldigt.

Det er ligegyldigt, fordi Fezers eget manuskript er ligeglad med at fremme og indramme mysteriet. For der er noget galt med Muncks skøre kvinde. Hænderne sover, og hun fortrænger noget. Men selv om der er en simpel forklaring til slut, der forsøger at være logisk, så er det ikke den film, som Fezer har lavet frem til den simple forklaring. I stedet er det en fremmed på besøg, der har det samme tøj på som ægtemanden. De spiller bordtennis. Og så inviteres den fremmede på middag, men den bliver aflyst, da Munck bliver psyko-skør som Rosemary. Men hun har ingen mystisk baby i maven. Eller andet til at holde interessen.

Kun en traumatisk fortid, som hun har fortrængt. Derfor er hun ked og trist. Løber fremmedgjort rundt på stranden. Ved havet. Det er titlens stille hav. Sådan et er altid godt at spille op mod, hvis man vil lave kunstfilm på formen form uden indhold. Som Angelina Jolie gjorde det i “By the Sea”, hvor hun også var traumatiseret kvinde ved havet. Den var også dårlig.

For jeg er helt og aldeles ligeglad med, at håndklæderne på tørresnoren er blevet byttet ud med sokker. Fordi “Meeres Stille” er ligeglad med det. Og dens karakterer. Den dyrker ikke sin egen mystik, men i stedet lader Munck være en urimelig og uudholdelig kunstnerkvinde, der lytter til musik fra en discman. Nu rejser hun sig. Går ud til ham måske-spøgelset, som står ved et træ. Musikken spiller videre uden for afspilleren. Hun fortæller datteren, at nogen er død. Det bliver holdt hemmeligt, men for min skyld må de gerne beholde den hemmelighed for sig selv.