Delicatessen 2

Alle filmelskere har en god håndfuld instruktører, hvis karriere de følger tæt. For denne anmelder er biografen og hjemmebiografen i øjeblikket et slaraffenland med nye film fra både Aronofsky, Coen-brødrene, Danny Boyle og David Fincher, men også fra en favoritinstruktør på den anden side af atlanten: Franske Jean-Pierre Jeunet. Den finurlige franskmand fik sit folkelige gennembrud med “Den fabelagtige Amélie fra Montmartre”, men allerede langt inden da havde han den fremragende “Delicatessen” i bagagen. Og netop “Delicatessen”s kuriøse verdensanskuelse har Jeunet endnu en gang bragt på banen – denne gang i den lige så spøjse “Micmacs”.

Da Bazil er dreng, bliver hans far dræbt af en landmine, som han er ved at desarmere. Mere end 30 år senere sidder Bazil i den videokiosk, han arbejder i, da et bandeopgør udspiller sig foran den lille butik. Bazil bliver ramt i hovedet af en kugle, men overlever. Da han vågner op efter operationen, har han mistet både sit hjem og sit job og må nu vænne sig til livet på gaden. Da han finder ud af, at producenterne af kuglen i hans hoved og landminen, der dræbte hans far, har deres hovedsæder lige i nærheden, udtænker han sammen med en flok talentfulde hjemløse en sindrig plan, som skal hævne de to firmaers misgerninger.

“Micmacs” er bygget op over det klassiske heist-tema, hvor en række snedige aktioner, der gang på gang overrasker både filmens antagonister og publikum, skal føre vor helt i mål og sikre ham både prinsessen og det halve kongerige. Så langt, så godt. Der er imidlertid to faktorer, som forhindrer “Micmacs” i at opnå det spændingsmoment, der skal sikre filmen en høj intensitet. Først og fremmest er der ikke noget på spil. Bazil har intet at tabe med sin hævnmission, og dermed er det værste, der kan ske, at han fejler. Dernæst har Jeunet valgt ikke at lade seeren vide, hvad de respektive delmål i den snedige plan er. Vi får med andre ord ikke opridset, hvad der skal ske, og dermed opbygges der ikke en spænding, som kan forløses.

Det er desværre ikke “Micmacs” eneste problem. Et af Jeunets varemærker er de pudsige karakterer, som optræder i alle hans film. Hvem husker fx ikke den gnavne café-gæst, portrætteret af yndlingen Dominique Pinon i “Amélie”, eller den arrige grønthandler i samme film? Jo, karaktererne er skam til stede i “Micmacs”, men Jeunet er gået lidt for langt i sin stræben efter det kuriøse. Personerne forekommer karikerede i generende grad, og forsøget på at skabe særegenhed synes fortænkt og næsten desperat. De overfladiske særheder kommer mest af alt til at stå i vejen for en dybere og mere interessant granskning af karaktererne.

Dog er “Micmacs” ikke helt forfejlet. Jeunet er stadig en mester i visuel fortælling, og på trods af at han ikke har sine sædvanlige filmfotografer – Darius Khondji og Bruno Delbonell – ved sin side, er det endnu engang lykkedes at kreere en blændende billedside, som oser langt væk af den visuelle auteurs markante stil. De sygelige grønne og orange nuancer vækker associationer til en absint-rus i det franske bohémemiljø og minder os om, at filmens mærkværdige verden er dybt subjektiv og ikke portrætterer virkeligheden, men nærmere en stærkt fordrejet opfattelse af samme.

“Micmacs” er langt fra store værker som “Amélie” og “Delicatessen”, og det virker næsten, som om Jeunet har kørt på autopilot og blot lukrerer på den stil, han selv grundlagde for mange år siden. Filmen er såmænd ganske hyggelig, men det er desværre ikke nok til at redde den tynde filmsuppe. Er man ny i Jeunets verden, kan man med sindsro rejse tyve år tilbage i tiden og tage et kig på den fremragende “Delicatessen”, der byder på stort set det samme som “Micmacs” – bare betydeligt bedre.

Video

Præsenteret i 2.35:1. Der er ikke mange komprimeringsartefakter at få øje på. Farverne er gode – heldigvis, da det er et at filmens vigtigste stilistiske elementer – og der er hverken edge-enhancement eller udtværing. Desværre er kontrasten noget svingende, så de sorteste skygger fremstår engang imellem grå.

Audio

Dolby Digital 5.1 og DTS. Dvd’en byder på et rigtig fint lydspor. Der er lavet et godt arbejde ifht. at skabe en god rumfornemmelse. I en scene, hvor vi befinder os højt oppe på ydersiden af et højhus, suser vinden i baghøjtalerne på den helt rigtige måde, så man får fornemmelsen af at være der selv. Ligeledes er der et par scener fra en banegård og en lufthavn, og også her er de atmosfæriske elementer placeret perfekt i mixet.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder en god portion ekstramateriale i form af fem små featuretter og en dokumentar på 47 minutter. Fire af de fem featuretter kunne nu være udeladt, da de i forvejen indgår i den længere dokumentar, men fred være med det, for indholdet er rigtig fint. Vi kommer bag om kameraet og får et indblik i de mange aspekter af filmens tilblivelse. Især er materialet om filmens stunts og ekstravagante set design spændende. Dokumentaren kommer hele processen igennem og slutter med filmens franske premiere, hvor skuespillerne og Jean Pierre-Jeunet er tilstede.

Så let som ingenting

Som filmskaber kan man lynhurtigt vinde en masse billige point på skæv nuttethed – hvilket ikke mindst tegnefilmene har nydt godt af – men det er samtidig også en faktor, man bør dosere med forsigtighed, eftersom den så hurtigt også bliver en af de mest belastende elementer at overvære.

Et eksempel på dette kan findes i Jean-Pierre Jeunets “Micmacs”, der vedvarende spiller netop det kort gennem den sparsomme handling og af samme årsag udvikler sig en noget trættende affære, længe inden filmen nærmer sig slutningen. Det er måske ikke så usædvanligt, når det kommer fra instruktøren bag “Amélie”, der i høj grad gjorde det samme, men i den film havde Jeunet ikke mindst Audrey Tautous sødmefulde fremtoning til at fastholde opmærksomheden. Hun savnes gevaldigt her.

Filmen følger den lade Bazil, der brutalt afbrydes midt i Bogart-filmen “The Big Sleep”. En vildfaren kugle rammer ham tilfældigvis i panden og sætter sig så dybt i skallen, at en operation bliver vanskelig. Overfor dilemmaet om at operere ham og hermed frelse Bazils liv – men samtidig reducere ham til en grøntsag – eller at lade den og Bazil være og dermed risikere hans pludselig død beslutter lægerne sig for ikke at gribe ind.

Det efterlader nogle interessante spørgsmål. Hvad præcist gør det ved et menneske at vide, at døden kan indtræde når som helst, og hvilken form for hjerneskade har Bazil påtaget sig? Er hans virkelighedsopfattelse mon forandret? Desværre er Jeunet ikke interesseret i sådanne tanker, men bruger udelukkende kuglen som et plot device til at få Bazil på en Yojimbo-agtig hævntur efter to våbenhandlere, som han spiller ud mod hinanden. Til det formål indsamler Bazil Jeunets sædvanlige stab af udstødte særlige, der denne gang består af slangemennesker og kanonkonger, og som via diverse Storm P.-opfindelser skal få ram på de lede våbenhandlere.

Filmen byder på de samme visuelle tryllerier, som Jeunet i sin tid slog igennem med i “Delikatessen”, men hvor den film havde en grovkornet sorthumor og satirisk bid, så er tænderne øjensynligt blevet noget sløvere med alderen. “Micmacs” har ikke noget særligt at sige om noget som helst, men er blot en opvisning i en lang række sindige påfund, flotte visuelle sekvenser og nuttede skæve personager. Hovedrollen udfyldes af den karismatiske Dany Boon, man han lader mest til at være blevet hyret pga. sit rørende sørgmodige ansigt og bliver ligesom filmens andre personer aldrig andet end en tom karikatur, som der ikke rigtig er nogen grund til at involvere sig i.